Frem med pengepungen: Denne grund kan blive din for svimlende 10 mio. kr.
Har du et pengetræ i haven? Eller en bugnende opsparing, som du simpelthen ikke ved, hvad skal bruges på?
Så har vi her et godt bud, hvis du sidder inde med 10 millioner kroner, der skal have ben at gå på.
Ejendomsmægleren Thorkild Kristensen har nemlig lige nu en stor grund til salg i indre Hasseris med den “helt rigtige placering”.
Grund på 1.460 m2
Grunden befinder sig på Kong Frederiks Vej 8 i Hasseris.
Her har du alle muligheder for at udleve drømmen om nybygget villa i ekstraordinære rammer.
… Hvis altså banken giver grønt lys.
Men så kommer du ellers også til at bo i gå- og cykelafstand til Aalborgs pulserende centrum tæt på både skole, indkøbsmuligheder.
I baghaven er der desuden lækre grønne områder, hvor du blandt andet kan gå en tur i Mølleparken.
Grunden er på intet mindre end 1.460 kvadratmeter, og der er allerede projekt med godkendt byggetilladelse.
Stort hus i to plan
Det er i skrivende stund en tom grund, men ambitionerne er store.
Krogh Arkitektur har nemlig udarbejdet tegningsmaterialet til en lækker og nutidig bolig i to plan på i alt 336 kvadratmeter plus kælder på 184 kvadratmeter.
Tegningen byder på et stort køkken alrum, bryggers, integreret garage med plads til to biler, forældreafdeling med eget bad og walk-in closet til begge forældre og en hel masse andet.
1. sal byder på en smuk udsigt mod Aalborg og mulighed for kontor, værelse eller hvad man har brug for.
Vinelskeren vil elske kælderen, der blandt andet byder på et rumligt vinrum med rette temperatur, badeværelse, to rum med dagslys, en trappe ud til haven og fitnessrum, så kalorierne fra de frekvente ture i vinrummet kan forbrændes.
Det er vigtigt at understrege, at tegningen er et forslag, og at man som køber ikke er forpligtet.
Hvis du er interesseret i grunden med drømme-beliggenhed, er det bare med at slå til.
Grunden er listet til 10 millioner kr. – eller 9.995.000 kr. for at være helt nøjagtig.
Ved interesse skal du kontakte Frank Andersen fra Thorkild Kristensen enten på tlf. 5195 6000 eller mail fva@thorkildkristensen.dk.