Stor succes gentages: Prøv gratis aktiviteter til Grøn Familiedag


Lav din egen pizza, dyrk yoga med Danmarks bedste udsigt, klatr i trætoppene, se falkeopvisning, eller tag din hund med på SUP-board.
De fede aktiviteter står i kø, når Aalborg Kommune gentager succesen og inviterer til Grøn Familiedag ved Halkær Mølle søndag den 24. september fra klokken 10.00 – 15.00.
I år har man skruet endnu mere op for ambitionerne, og programmet er fyldt med masser af nye aktiviteter for hele familien.
Og det bedste af det hele? Næsten alle aktiviteterne er gratis.
“Med Grøn Familiedag vil vi gerne hjælpe flere til at få øjnene op for, hvor mange forskellige måder man kan bruge naturen på – og ikke mindst vise hvor dygtige foreninger, vi har her i kommunen.
Det er dem, der gør det muligt, at vi kan holde sådan et fedt event,” forklarer landdistrikskonsulent, Cecilie Goul, til MigogAalborg.
Siden sidste års store succes har man arbejdet benhårdt på at lave et endnu stærkere program, og der bliver en masse sjove oplevelser for alle aldre.

Fantastiske naturoplevelser for hele familien
Grøn Familiedag er en dag fyldt med både eventyr, grin og fantastiske øjeblikke i magiske omgivelser.
For udover udsigten til sjove aktiviteter ad libitum, venter der også en helt særlig ramme for Grøn Familiedag.

“Området omkring Halkær Mølle er jo ren Morten Korch-idyl,” fortæller Cecilie med et grin.
Hun fortsætter:
“Der er flotte marker, fantastiske enge, søer, vandløb, fortryllende skove, udsigt til fjorden, shelterpladser og så naturligvis den hyggelige mølle med stråtaget. Det bliver ikke mere dansk.”
Når sulten melder sig, kan man naturligvis melde sig til at lave sin egen pizza på Halkær Kro (som koster et symbolsk beløb), men der vil også være en foodtruck, hvor man både kan købe pommes frites og burgere.
“Derudover er der masser af smagsprøver hos mange af foreningerne,” lover Cecilie.

Håber at slå rekord
Grøn Familiedag var en stor succes sidste år, hvor over 1.000 mennesker mødte op.
I år forventer det, at endnu flere vil møde op, når programmet er større end nogensinde før.
Derfor har man også spredt aktiviteterne ud på flere lokationer i det naturskønne område.
“Vi laver stadig masser af spændende ting ved Halkær Mølle og Møllesøen, men vi har også nye aktiviteter i år ved Halkær Kro og på fælleden samt endnu flere aktiviteter ved Voldstedet”, siger Cecilie.
Et udpluk af aktiviteterne til Grøn Familiedag 2023:
– Træklatring og kæmpegynge
– Flåning af råvildt – og smagsprøver
– Yoga med Danmarks bedste udsigt
– Græskarsyltning
– Mal dit eget mel til pandekagebagning
– SUP with pup
– Vikingernes brændenældesuppe
– Hestevognskørsel
– Krible krable i vandløbet
– Schweisshundeopvisning
– Jægernes smykkeværksted
Fokus på mad, fællesskab og sjove aktiviteter
Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, håber at se en masse glade mennesker næste søndag.
“Det her er alletiders mulighed for at komme ud og opleve, hvad det er naturen kan og ikke mindst hvad de mange lokale foreninger og andre naturaktører i området kan tilbyde.

Eventet har været en stor succes de tidligere gange, og i år forsøger vi at skubbe lidt ekstra til potentialet og har efter min mening et imponerende program under opsejling.
Jeg kan kun opfordre alle til at sætte kryds i kalenderen og få gjort udetøjet klar”, siger Jes Lunde.

Du finder Halkær Mølle cirka 30 minutters kørsel fra Aalborg. Man opfordrer alle til at starte den fantastiske naturoplevelse allerede på vejen derud.
“Man kan parkere bilen ved Svenstup, og så kan man faktisk tage Bjergbanestien direkte derud. Den går direkte fra Svenstrup til Nibe, og man kører i smukke omgivelser uden at skulle færdes på en trafikeret vej,” forklarer Cecilie.
Du kan finde mere info om Grøn Familiedag lige her – hvor programmet også løbende bliver opdateret.