Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen

I gamle dage var der torvedage i de fleste byer og det faste sted, man gik hen, når man skulle handle friske varer.

Det kunne være friske fisk direkte fra fjorden, nybagte brød eller grøntsager, der næsten lige var trukket op af jorden.

I dag er torvedagene skiftet ud med supermarkeder med varer, som (lad os være ærlige …) ingen af os rigtig ved, hvor kommer fra, før de ender i indkøbskurven.

I Aalborg er torvedagene dog ikke forsvundet, for hver onsdag og lørdag kan du stadig kaste dig over lokale råvarer og spændende specialiteter, når Grønttorvet indtager Frederikstorv i midtbyen.

Her står de nordjyske torvehandlerne nemlig klar med personlige historier om lige præcis de varer, de har med sig.

Eksempelvis kommer kødet fra Dronninglund, fiskene er fanget i Nordjylland, grøntsagerne er fra Nibe og osten er fra Vindblæs.

Alle sammen råvarer, der er avlet, plukket og produceret inden for en kort radius af Aalborg – og selvfølgelig fragtet hertil af de samme producenter, der sælger dem på torvet.

Lokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i Aalborg

Torvedage bliver mere og mere populære

I dag er det blandt andre Peter Rosenbeck, der to gange ugentligt holder på det lokale torv med sine varer.

“Vi har et fantastisk fællesskab hernede, der også er grunden til, at vi kan sammensætte så spændende et udvalg til de nysgerrige og kvalitetsbevidste aalborgensere,” forklarer han.

Grønttorvets historie går oprindeligt helt tilbage til 1800-tallet, hvor bønder fra oplandet tog ind til byen for at sælge de varer, de producerede på deres gårde. Det kunne være alt fra nye gulerødder til kød og ost.

Selvom tiden er rendt fra torvedagene i mange byer, så er det altså stadig et koncept, som vi her i byen kan nyde godt af.

“Jeg husker tydeligt, da jeg selv var barn og tog med min onkel til torvet for at købe ost, hvilket var en kæmpe begivenhed for mig.

I dag er der færre boder en dengang, men min fornemmelse er helt klart, at vi kommer til at se flere og flere i fremtiden,” forklarer Peter Rosenbeck og fortsætter:

“I København, der eksempelvis har stor succes med Torvehallerne, og i andre storbyer bliver det mere og mere populært at gå back to basic, og flere og flere sætter pris på, at man i stedet for at gå i supermarkedet kan vælge sine egne grøntsager lige her.”

Lokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i Aalborg

Grønttorvets kunder er alle – lige  fra Grethe og Jonna, der har handlet her i flere årtier – til unge, nysgerrige typer, der har fundet glæden ved at gå “back to basic”, som Peter selv beskriver det.

På torvet har Peter Rosenbeck lige nu selskab af boder, der sælger alt fra lokale grøntsager til ost, fisk og forskellige specialiteter.

Lokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i Aalborg

Garanti for friske varer

Peter selv står bag virksomheden Rosenbeck Frilandskød, der til torvedagene sælger kød i forskellige udskæringer, pålæg, leverpostej og spegepølser – og alle andre varer, som en helt ordinær slagterbutik har.

“Dyrene er jo nogle, som vi selv har på friland og som vi går meget op i har et dejligt liv.

I og med, at det er vores egne, så betyder det jo også, at vi har mulighed for at tilbyde næsten hvad som helst fra dem.

Vi oplever tit, at der kommer unge mennesker, og spørger efter én eller anden sjov udskæring, de har hørt om – og det kan vi jo så ofte imødekomme,” fortæller Peter.

Lokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i AalborgLokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i Aalborg

I boderne ved siden af Peter kan du eksempelvis møde den erfarne fiskemand Claus, der gerne rådgiver dig i lige præcis hvilken fisk, der passer på dit middagsbord.

Hos Claus dufter der altid af lune fiskefrikadeller, som han steger i fiskebilen hele dagen lang – og her må alligevel meldes hurtigt udsolgt.

Bliv klogere på din mad

Er du mere til frugt og grønt, som vi kender det sydpå, så er der også hele to boder at vælge i mellem. Her kan du ligeledes plukke lige præcis de varer, der tiltaler dig allermest.

Og ja, vi advarer lige: Når du først står på torvet og kigger grønthandlernes rabarber, selleribuketter og grønne kørvel, så mangler du pludselig det hele hjemme i køkkenet.

Lokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i AalborgLokale råvarer med alt det bedste: Kom til hyggelige torvedage midt i Aalborg

Det samme gør sig gældende hos “Ostemanden fra Vindblæs”, der lokker med specialoste fra deres eget lager i den nordjyske by Vindblæs. Her færdigmodner oste fra hele Danmark og Europa – og uanset om du er til en mild eller kras fætter, kan du få det her.

“Kunderne er jo dejligt nysgerrige, så for os er det en kæmpe fornøjelse, at vi både kan få lov at specialisere os inden for lige præcis de produkter, vi elsker – og samtidig at kunne give vores viden videre til dem, der besøger os,” siger Peter Rosenbeck.

Grønttorvet kan besøges hver onsdag og lørdag kl. 8-14 på Frederikstorv samt hver fredag på Nørresundby Torv kl. 9-15.

Del artikel

Andre læser også