Dato meldt ud: Grøn Koncert kommer til Aalborg i 2024
Møder du troligt op til Grøn Koncert hvert eneste år og fester med, skal du skynde dig at skrible den nye dato ned i kalenderen.
Grøn har netop offentliggjort årets turnéplan, og de kommer selvfølelig også til Aalborg.
De indtager Trekanten i Nørresundby den 21. juli 2024.
Billetter kan købes fra den 4. april på deres hjemmeside. På samme dag annoncerer de også årets første kunstnernavn.
Toppen af dansk musik
I mere end 40 år har Grøn prydet det danske sommerland med livemusik, kolde fadøl og et overskud, der går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe plads til forskelle.
Sidste år blev det med historisk stor opbakning slået fast, at Grøn-publikummet er klar til at tage 40 år mere: for første gang nogensinde meldte Grøn nemlig alt udsolgt.
Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:
“Grøn beviste i 2023, at vi står stærkere end nogensinde i danskernes bevidsthed. Selvfølgelig er den gode livemusik og traditionerne enormt vigtige, men vi ved også fra vores brugerundersøgelser, at det betyder enormt meget for vores gæster, at overskuddet går til Muskelsvindfonden.
Nu er vi spændte på, hvordan publikummerne tager imod vores program for sommeren, der præsenterer toppen af dansk musik.”