Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt flyselskab får base i Aalborg: Billige direkte ruter til fede byer

Af Michael Qureshi
Great Dane Airlines kommer til at flyve til lækre Nice i Sydfrankrig
Great Dane Airlines kommer til at flyve til lækre Nice i Sydfrankrig

På et pressemøde i Aalborg Lufthavn er det netop blevet bekræftet, at Danmark får et helt nyt flyselskab.

Ikke nok med det så får flyselskabet Great Dane Airlines base i Aalborg og bliver med nordjysk ledelse.

Planerne blev afsløret på pressemødet, og der er ingen tvivl om, at Great Dane Airlines vil bidrage med nye spændende ruter direkte fra Aalborg.

Der bliver således direkte ruter til Nice, Dublin og Edinburgh fra Aalborg Lufthavn til et prisniveau, som de fleste kan være med på.

Billetpriserne starter ved 499 kroner for en enkeltbillet fra Aalborg til Nice, mens billigste enkeltbillet til Dublin og Edinburgh bliver på 599 kroner.

Det bliver fra Uge 25, at man starter flyvningerne til Edinburg og Dublin og fra Uge 26 at man starter med flyvning til Nice.

Står også for charterflyvninger

Derudover kommer Great Dane Airlines til stå for charterflyvninger for Bravo Tours. Her indsætter de direkte fly fra Aalborg til;

  • Mallorca
  • Kreta
  • Varna (på Bulgariens sortehavskyst)

Nordjyske rejsende har længe haft et ønske om flere direkte flyruter, og det ønske bliver nu opfyldt af Great Dane Airlines, der er et nyetableret flyselskab med base i Aalborg Lufthavn.

“Hos Great Dane Airlines vil vi fokusere på behovet for charterselskaberne og være hurtige og omstillingsparate i forhold til ønsker og behov.

Vores kendskab og tætte samarbejde med lufthavnen sikrer, at vi altid har fingeren på pulsen og kan handle på de muligheder, der opstår,” siger CEO Thomas Hugo Møller, som er Aalborg-dreng og blandt andet er søn af direktør for Ruths Hotel Peter Christian Jensen.

Til at bakke op om projektet har Nilles Rejser garanteret et vist antal sæder per afgang, så man har nogle stærke samarbejdspartnere.

Great Dane Airlines er stiftet af Duc Huy Nguyen og Thomas Hugo Møller, der er henholdsvis CFO og CEO i virksomheden.

Nyt flyselskab får base i Aalborg: Billige direkte ruter til fede byer
Thomas Hugo Møller, Thomas Kastrup Larsen og Duc Huy Nguyen

Fantastisk med flyselskab i Aalborg

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen var også tilstede på pressemødet og er stolt over, at Aalborg får et flyselskab.

“Dagen i dag er en fantastisk dag. Det er ikke hver dag, at Aalborg og Nordjylland får et helt nyt flyselskab. Jeg tror det er helt rigtigt set i forretningsmodellen, at man flyver direkte til mindre og spændende destinationer,” sagde Aalborgs borgmester.

Thomas Kastrup-Larsen sidder derudover i bestyrelsen i Aalborg Lufthavn, og han håber, at endnu flere vil bruge lufthavnen.

“Fra Aalborg Lufthavns side vil vi gøre vores bedste for at bakke op med at være fleksible og skabe en god infrastruktur. Vi får blandt andet jernbanen, hvor folk fra Århus kan komme herop på kort tid og så flyve direkte ud i verden,” sagde Thomas Kastrup-Larsen.

Billetsalget fra Aalborg til Skotland, Irland og Frankrig starter 5. marts på www.greatdaneairlines.dk

Charterflyvningerne udbydes af Nilles Rejser og Bravo Tours.

Great Dane Airlines får salgskontor i Aalborg Lufthavn.

Vi har manglet nogle muligheder ud fra Aalborg Lufthavn. Det perfekte match, perfekt koncept og flystørrelsen er helt perfekt til os med 118 personer.

Det er dansk og nordjysk hele vejen igennem. Det er ikke tilfældigt, at vi sidder her på Valentines Dag. Vi vil rigtig gerne Nordjylland,” siger Torben K. Simonsen fra Bravo Tours.

“Det betyder rigtig meget for Aalborg Lufthavn at få et dansk flyselskab ind. Der er så meget potentiale for den her type jetfly, som kan fyldes op og flyve til spændende destinationer. Så jeg er rigtig glad for det her nye selskab,” siger direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.

Del artikel

Andre læser også