Film under åben himmel: Gratis Sommerbio rykkes på grund af vejret

Ingen sommer i Aalborg uden gode film under åben himmel.
Egentlig skulle den sidste Sommerbio-film have været vist i aften tirsdag den 22. juli, men pga. det ustadige vejr flyttes denne visning til på fredag den 25. juli kl. 20.
Det skriver Aalborg City på Facebook.
I samarbejde med Nordisk Film Biografer Kennedy har Aalborg City leveret gratis film under åben himmel.
Festen blev skudt i gang med Den Utrolige Historie Om Den Kæmpestore Pære, og sidenhen har Børnene fra Sølvgade været på plakaten.
På fredag kan du glæde dig til at se Ternet Ninja 2.
Husk hyggen
Filmen bliver fortsat vist på storskærmen på C.W. Obels Plads.
Og det vil som sædvanligt være muligt at forsyne sig med lækkerier fra biografen, så man rigtigt kan komme i biografstemning.
Der kan både købes popcorn til 25 kr., sodavand til 25 kr., slikposer til 25 kr., chokoladebarer til 10 kr. eller 3 stænger for 10 kr.
Og da det jo er udendørs, er du mere end velkommen til at medbringe tæppe eller festivalstol at sidde på.