Over 700 kvm: Nyt legeland er åbnet i City Syd i Aalborg
Børn og shopping er to ting, der ikke altid passer helt perfekt sammen.
Tålmodigheden kan hurtigt være opbrugt – og hvad gør man så?
Hvis shoppingturen går til City Syd, så har vi et ret godt bud.
Onsdag den 18. oktober klokken 09.00 åbner legelandet Hermans Hule med et brag af en åbningsfest.
700 kvm. slaraffenland for børn
Lige nu er folkene bag Hermans Hule i fuld gang med de sidste forberedelser i det 700 kvm. store legeland.
Boldene bliver fyldt i boldbassinerne, den store rutsjebane afprøves, og de sidste ting bliver gjort klar.
På onsdag 18. oktober i efterårsferien slår Hermans Hule dørene op på 1. sal i SHOPPEN.
Her kan du finde en masse leg og fordybelse for 1-8-årige børn i form af dukkekrog, biler, LEGO og meget mere.
Der er selvfølgelig også de sjove klatrestativer med forskellige udfordringer.
Der er bygget et stort skib, som man kan lege på, og under skibet kan man tage den store rutsjebane lige ned i en masse skumklodser.
I et af lokalerne finder man “Jorden er giftig”-området med klatrevægge, gynger og mulighed for at bygge en kæmpe forhindringsbane.
Åbningstiderne for Hermans Hule Aalborg bliver fra kl. 9-18 tirsdag-søndag, og mandag er der lukket.
Der er mulighed for at medbringe mad og drikke i legelandet, og der er også mulighed for at købe lidt kaffe, slik, is og sodavand.
Stor åbningsfest i vente
Til åbningsfesten på onsdag 18. oktober vil der være en goodiebag til de første 100 børn, der besøger Hermans Hule Aalborg.
Der vil også blive delt balloner, slik og popcorn ud i løbet af dagen.
Dagsprisen er 100 kr. for et barn mellem 1 og 15 år (inkl. to voksne pr. barn).
Ellers kan man også købe medlemskab, som så gælder til alle Hermans Huler. Det koster 90 kr. pr. barn om måneden (+ 2 voksne), og så kan man besøge legelandet, så ofte man vil. Der er desuden rabat, jo flere børn man melder ind.
SHOPPENS legeland lukker – og noget nyt rykker ind
Åbningen af Hermans Hule betyder, at SHOPPENS legeland har sidste åbningsdag på tirsdag 17. oktober.
”Vi er overvældet over den store interesse, der har været for vores gratis legeland, og vi er så glade for alle de besøg, vi har haft over sommeren og efteråret. Nu er vi klar med et meget større legeland, men som stadig er overskueligt for småbørnsfamilierne, dagplejere, legegrupper mm.
Så vi glæder os så meget til, at vi slår dørene op for Hermans Hule.
Vi går i gang med at lave lokalet om til SHOPPENS juleunivers, som vi forventer at åbne i starten af november 2023. Det glæder vi os til at fortælle meget mere om,” udtaler centerchef Natascha Frost Kjelds.