Magisk oplevelse: Kom til gratis koncert i mørke
Vor Frue Kirke er kendt for at eksperimentere i deres kirkerum.
De har tidligere holdt filmaftener, julemarked og Disney koncerter. Nu er tiden kommet til en koncert i mørke.
Koncerten afholdes onsdag den 6. marts kl. 19.30 i kirken.
“Vi leger med kontrasterne mellem lyssætning og mørket mens intet mindre end fem kor under ledelse af kirkens organister synger og spiller for os. Når lyset slukkes, aktiverer vi vores høresans yderligere, og vi lytter mere fokuseret,” skriver Vor Frue Kirke om arrangementet.
Mod lysere tider
Hele kirkens rum bruges til at skabe og forstærke de forskellige sindsstemninger, og koncerten er en fortælling gennem tungsind mod lysere tider.
Undervejs vil sognepræst Michelle Holst Andersen knytte ord til koncertens repertoire.
De fem medvirkende kor er:
- Filharmonisk kor
- Side by Side
- Fruens Piger
- Fruer og Frøkener
- International Choir
Koncerten er gratis, og du skal ikke gøre andet end at møde op den 6. marts.
Dørene åbnes cirka en halv time før koncertens start.