Gratis for alle: Kulturfestival giver udsatte en stemme
Teaterforestillinger, visuelle værker, talks og musik. Det er nogle af de kulturelle arrangementer, man kan opleve, når Rodløs Kultur Festival løber af stablen i Aalborg i starten af november.
Fra den 7. til den 9. november 2024 finder Rodløs Kultur Festival sted i Nordkraft i Aalborg. En gratis festival for alle, der med kunsten som omdrejningspunkt, sætter fokus på mennesker i udsatte positioner.
Det skriver Blå Kors i en pressemeddelese.
Rodløs Kultur Festival er skabt i et samarbejde mellem værestedet Den Sociale Café Hjerterummet, som drives af Blå Kors, Aalborg Kommune (Center for Sociale Indsatser), Café Parasollen Aalborg og Aalborg Bibliotekerne.
Inspirationen kommer fra Den Sociale Café Hjerterummets arbejde, hvor de hver dag møder mennesker, der kæmper med f.eks. hjemløshed, misbrug, ensomhed eller andre udfordringer.
“Rodløs Kultur Festival er unik, fordi det er stemmer og perspektiver direkte fra borgere, der ikke ofte bliver hørt i debatten. Festivalen er derfor en platform til at skabe plads til deres stemmer og synliggøre deres verden.
Kunsten er et talerør og universelt sprog, der giver alle mulighed for at udtrykke præcis dét, de ønsker at dele. De mennesker, vi møder på vores værested, har nogle fortællinger og perspektiver, som vi gerne vil dele med hele byen”, lyder det fra Helle Maj Clement Lund, der arbejder på Den Sociale Café Hjerterummet og er projektkoordinator for Rodløs Kultur Festival.
Et rum til stemmer, der sjældent bliver hørt
Rodløs Kultur Festival er en kulturel begivenhed og samtidig også et projekt, der gennem tre måneder skaber kunstneriske forløb sammen med mennesker, der lever i udsatte livssituationer.
Resultatet af disse forløb præsenteres som udstillinger og indslag under den tre dage lange festival.
Her vil man også kunne møde andre organisationer og aktører, der dagligt arbejder med og for mennesker i udsatte positioner.
En af dem, som deltager aktivt i festivalen, er Martin. Han kommer i Den Sociale Café Hjerterummet og har valgt at melde sig som ‘superfrivillig’ til Rodløs Kultur Festival, som han synes, er noget helt særligt.
“Det er den eneste festival jeg har hørt om, som giver rum til socialt udsatte og hjemløse. Lige nu er der meget snak om at de skaber utryghed og råber i byen.
Det her er en mulighed for at vise ”de almindelige mennesker”, som vi kalder dem, at ikke alle laver ballade og selvom man har udfordringer, som f.eks. misbrug, så kan man være kreativ og ændre sin hverdag, udover at sidde på bænken, med en bajer i hånden. Vi prøver noget andet gennem kunst,” siger Martin.
Alle er velkomne
Rodløs Kultur Festival finder sted den 7.-9. november og byder på en bred palet af kunstneriske oplevelser med musik, teater, samtaler og kunstinstallationer.
Gennem festivalen vil publikum kunne opleve, hvordan kunsten kan skabe nye rammer for fællesskab og refleksion over temaer som retten til at være, retten til tryghed i det offentlige rum og retten til at bestemme over eget liv.
“Vi drømmer om at skabe en bro mellem mennesker og muligheder for at mødes på tværs af forskelligheder. Festivalen skal få os til at stoppe op og se hinanden og måske gøre mødet mere omsorgsfuldt,” siger Helle Maj Clement Lund.
“Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi,” slutter hun.
Rodløs Kultur Festival er åben for alle og helt gratis. Arrangementet finder sted i de rå omgivelser i Kedelhallen i Nordkraft, og man kan se frem til tre dage fyldt med spændende aktiviteter, der har fokus på kunst, fællesskab og samhørighed på tværs af alle livssituationer.
Festivalen er støttet af Aalborg Kommunes kulturpulje, Region Nordjyllands kulturpulje, Nibe festival, Christian Den Fjerdes Laug og Diges venner.