Gratis entré, candyfloss og popcorn: Nu åbner helt særlig Karolinelund-udstilling
Når man går på museum, er det måske ofte for at få et lille indblik i, hvordan tiden var, før man selv kom til verden.
Det kan det selvfølgelig også være, når man besøger den nye udstilling om Karolinelund på Aalborg Historiske Museum – men for de fleste gæster og publikummer, er det nok i stedet et glædeligt gensyn.
Karolinelund åbnede porten første gang i 1947 og gennem mere end et halvt århundrede har begejstrede børn og voksne skreget, grint og hvinet, når de besøgte tivolihaven midt i Aalborg.
Stedet lukkede i 2010, men erindringen om det populære forlystelsessted lever dog stadig i bedste velgående.
Donationer har skabt udstillingen
I morgen, lørdag 10. februar klokken 10.30, bringes den gamle tivolistemning igen til live.
Det sker, når Aalborg Historiske Museum åbner Den farverige udstilling ”Velkommen til Karolinelund”.
Den fortæller historien om det kendte og elskede tivoli, og bringer publikum på en rutsjetur ned ad memory lane.
For hvem husker ikke djævelen på forsiden af spøgelseshuset, radiobilerne, Kålormen, Boomerangen og de andre rutsjebaner?
“De ting, man kan opleve i udstillingen, er alle nogle, vi fik doneret, da tivoliet lukkede.
Siden har vi brugte enkelte dele i andre udstillinger, men denne gang samler vi dem altså til et gensyn med Karolinelund,” fortæller museumsinspektør Inger Bladt, der står bag den nye udstilling.
I den nye udstilling møder man blandt andet Pjerrot, en karusselhest, Thomas Dams mange trolde fra tivoliparken samt djævelen fra spøgelseshuset.
Du kan også opleve dig selv i sjove og skæve udgaver i spejle fra spejlhallen og genopleve en tur i LOOPING – eller ”den gamle rutsjebane”, som den blev kaldt.
Candyfloss og popcorn til alle
På selve åbningsdagen kommer det til at dufte af tivoli med gratis candyfloss og popcorn. I dagens anledning er der også indrettet et mindre hurlumhejhus.
Her er der blandt andet ansigtsmaling, mulighed for at prøve lykken i fiskedammen og på lykkehjulet, og du kan træne din kastepræcision og koncentrationsevne med dåsekast.
Hele åbningsdagen er der gratis entré for alle og turarmbånd til hurlumhejhuset til børnene.
Mens børnene morer sig i hurlumhejhuset, er der for de voksne fortællinger om gamle dage.
En række tidligere tivolimedarbejdere og medlemmer fra Lind-familien, der i mange år ejede tivoliet, kigger nemlig forbi mellem kl. 13 og 15 og viser billeder og fortæller anekdoter fra de glade tivolidage.
Er du en af de mange, der gennem årene har fejret blå mandag i Karolinelund, så er det en sand tur ned ad mindernes boulevard.
I vinterferien – både uge 7 og 8 – er der på udvalgte dage mulighed for at besøge hurlumhejhuset, ligesom der er candyfloss og popcorn til børnene.