Stort program: Festuge byder på masser af fede aktiviteter
Hjallerup Marked er lige lukket for i år med over 200.000 gæster og kæmpe opmærksomhed.
Men rundt omkring i eller lidt udenfor Aalborg er der i den kommende tid stadig masser af mulighed for at opleve den her markedsstemning, som passer perfekt til sommeren.
I denne uge løber Klarup Festuge af stablen.
Det blev skudt i gang søndag med rekordtilmelding til Sparekassen Danmark RKG Cup med tusindsvis af glade ungdomsspillere og voksne.
I denne uge er der er et tætpakket program med både fællesskab, fodbold, fest og masser af grin til Klarup Festuge en kort køretur fra Aalborgs midtby.
Nicolaj Lange på plakaten
Ugen byder på et tætpakket program for hele familien, og torsdag aften venter et af de store højdepunkter, når Nicolaj Lange indtager festteltet med gratis comedy.
Den populære Aalborg-komiker er efterhånden et af de mest kendte comedynavne fra Nordjylland.
Han turnerer landet rundt for fulde huse, men til Klarup Festuge får publikum en sjælden mulighed for at opleve ham helt gratis i det store festtelt midt på sportspladsen i Klarup.
Nicolaj Lange er indbegrebet af Aalborg og en ægte nordjyde.
Han er skarp, bramfri og ikke bange for at tage pis på alt og alle.
Både sig selv, publikum og de små hverdagsabsurditeter, som de fleste kan genkende.
Med sin nordjyske jargon, hurtige timing og direkte humor har han opbygget en stor fanskare, og torsdag den 11. juni kan Klarup og omegn altså glæde sig til en aften med masser af grin.
Comedy-aftenen finder sted torsdag den 11. juni klokken 20.00, hvor der er standup i teltet med Nicolaj Lange.
Stigende interesse for festugen
“Vi synes selv, at vi har sammensat et spændende program hele ugen ud,” siger Dennis Hostrup, som er sponsor- og eventansvarlig hos RKG Klarup.
Mandag åbner teltet og HOME-baren, og der er blandt andet hoppeborge for børnene, cykelløb, børneløb, oldboys-kampe og raffelturnering.
Tirsdag fortsætter festugen med blandt andet Udendørs Festuge Cross, flere fodboldkampe og kvindeaften, hvor der ifølge programmet er lagt op til en aften med inspiration, grin og gode perspektiver på kvinders hverdag.
Onsdag byder igen på aktiviteter for både børn og voksne med hoppeborge, flere fodboldkampe og festlig stemning, inden torsdag samler folk til endnu en stor festugedag.
Her er der blandt andet Festuge Cross for børn, trampolinfitness i teltet, bordfodboldturnering, dartturnering og musikalsk underholdning med Thomas Hyldig.
Inden Nicolaj Lange går på scenen klokken 20.00.
Runder ugen af med et brag
Fredag er der også masser på programmet, hvor dagen blandt andet byder på børnekarneval, gratis ballondyr, Aalborg Garden, oldboys-stævne og livemusik med Poterboys.
Lørdag rundes festugen af med en stor finaledag, hvor der allerede fra morgenstunden er gratis morgenkaffe og rundstykker.
Senere åbner tivoli, og der er både gadefodboldsturnering, træktur med pony, hoppepand og børnetivoli, udstilling af amerikanerbiler, bagagerumsmarked, kåring af vinder i gadefodbold, helstegt pattegris på grillen, årets borger i Klarup og musik i teltet.
Aftenen fortsætter med kæmpe lotteri og livemusik fra Jack Flash & The Comets, inden der siges tak for i år.
Klarup Fest-uge er dermed meget mere end én enkelt aften.
Det er en hel uge med lokalt sammenhold, sport, børneaktiviteter, musik, mad, underholdning og festlig stemning – og med gratis comedy med Nicolaj Lange som et af de helt store trækplastre.





