Gratis bobler og livemusik: Vinbar fejrer sin første fødselsdag
Det er et år siden, at vinbaren Nede Paa Jorden overtog de velkendte lokaler i Nørregade efter Ma Petite France.
At åbne en vinbar uden at have de helt store erfaringer med i rygsækken – og tilmed i en gågade, der ikke osede af liv på daværende tidspunkt, lød umiddelbart som noget af et sats for den dengang 26-årige Nikolaj Drejer.
Ikke desto mindre ser det ud til, at hans projekt er lykkes. I hvert fald kan han i denne uge fejre sin første fødselsdag.
Fra torsdag den 3. oktober til lørdag den 5. oktober har han sammensat et festligt program i anledning af 1-års-fødselsdagen, der både er en tak til dem, der har støttet ham siden åbningen – og en invitation til alle dem, der stadig har et besøg tilgode.
Nyt vinkort, lokale jazzmusikere og gratis bobler
For at markere den flotte milepæl har Nikolaj Drejer selvfølgelig sørget for både lidt godt til ganen og ørerne.
Hvis du på forhånd har reserveret bord til en af de pågældende dage, kan du se frem til gratis bobler.
Mens du sidder og nyder dine bobler – eller mon ikke også et glas vin eller to – kan du også lytte til nogle fantastiske musikalske indslag.
Der vil nemlig være live jazz-musik alle aftener fra kl. 20-22 med talentfulde lokale kunstnere.
Derudover annoncerer vinbaren deres helt nye vintervinkort på torsdag.
“Vi har skiftet 40 af vinene ud og bevaret klassikerne på det nye menukort.
Der vil altså derfor være 45 forskelige vine, som man kan nyde henover de kolde måneder,” påpeger Nikolaj Drejer til MigogAalborg.
Et eventfuld år
Det har været et eventfuld første år, og der har bare været fart på.
“Der er sket så meget på vores første år. Så selvom den har indebåret en vandskade, er vi blevet taget så godt imod af aalborgenserne, hvilket vi er meget glade for,” siger en meget taknemmelig Nikolaj.
Vinbaren har også haft en travl og god sommer, hvilket er mere end Nikolaj havde turdet at håbe på.
“De forventninger jeg har haft er helt klart blevet indfriet, og det er dejligt, at folk har lyst til at besøge os.
Vi håber også, at aalborgenserne vil komme og fejre vores fødselsdag med os,” slutter Nikolaj Drejer.