Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gourmet-mad i pubmiljø: Officer åbner gastropub i Aalborg

Af Michael Qureshi
Wildebeest Gastropub
Wildebeest Gastropub

Aalborg får endnu et nyt spændende sted i form af Wildebeest Gastropub.

Her slår man dørene op på onsdag på Østerbro 12 lige over Nordkraft. Lokaler der tidligere husede Parlamentet, men hvor der nu bliver satset helhjertet på gastropub-konceptet.

Wildebeest Gastropub følger den originale tanke til dørs.

Konceptet er blevet enormt populært og trendy på verdensplan. Det siges at være opstået dengang franske kokke, der flyttede til England, inddrog fransk gourmet-mad i de engelske pubmiljøer.

På den måde bevarede de fokus på de gode drikkevarer men øgede samtidig den gastronomiske oplevelse.

Indretningen er rustik, og rammerne er fede på den nye Wildebeest Gastropub. Det er samtidig også nogle ildsjæle, der nu vil tilbyde aalborgenserne et nyt spændende sted.

Gastropub Aalborg

Det er Gudmundur Gudbergsson, der er manden bag den nye Gastropub i Aalborg, og han ved i hvert fald alt om lederansvar. Til daglig er han officer i Hæren og næstkommanderende for en uddannelsesenhed på Aalborg Kaserner på op mod 130-140 soldater, som bl.a. står for at videreuddanne nye mellemledere i Hæren.

Gastropub Aalborg
Gudmundur som er officer og daglig leder helt til højre. Midten brormand Johann og til venstre anden lillebror Heimir

Det vil han fortsætte med at være i dagtimerne, og så skal døgnets øvrige vågne timer bruges på Gastropubben. Det bliver en hel familievirksomhed, fordi hans tre yngre brødre også er medejere og en vigtig en del af set-uppet, ligesom moderen både er medejer og arbejder der i dagtimerne.

”Vi er en islandsk familie, som har boet her i Aalborg siden 1996. Vi er fra Reykjavik, og det er blandt andet her, at vi har hentet inspiration til at åbne en gastropub. I Reykjavik er det et meget populært koncept, og vi følte, at det her ville være et rigtig godt og spændende alternativ til café-miljøet i Aalborg. Måske har aalborgenserne efterhånden prøvet deres café-burgere og clubsandwich, og gerne vil opleve noget nyt” forklarer Gudmundur, da migogaalborg.dk kigger forbi.

”Det her er, efter vores mening, Aalborgs første vaskeægte gastropub som fuldstændigt holder sig tro mod konceptets oprindelse”, supplerer han.

Her i weekenden har de haft åbent for at teste konceptet og lære af gæsternes oplevelser. Det sker igen fra på onsdag, men det er først fra start september, at de holder den officielle åbningsreception.

”Der skal tingene virkelig spille. Vi vil gerne lave børnefejlene her og nu, hvor gæsterne også er med på, at vi tester tingene af. Så er vi helt sikre på, at alle får en god oplevelse, når vi er kørende fra start september,” forklarer Gudmundur.

Gastropub Aalborg

Hvad går gastropub-konceptet så i bund og grund ud på?

”Vores gastropub er et ganske uprætentiøst spisested, hvor vi går op i at servere simpel og rustik kvalitetsmad samt et spændende udvalg af drikkevarer, som passer til stedets ånd. Vores gæster skal føle sig velkomne og trygge på vores sted, men samtidigt vil vi gerne skubbe lidt til dem og udfordre den nuværende café-og pubkultur i Aalborg ved at levere noget sjovt og overraskende. I Aalborg henvender konceptet sig til dem, der gerne vil have en anden slags oplevelse end den klassiske café, pub eller finere restaurant. Her kombineres specialøl med en spiseoplevelse ud over det sædvanlige,” lyder det fra officeren.

”Vi kommer til at satse stærkt på sliders, som er mindre burgere, confit de canard og småretter så vores gæster selv kan skræddersy deres måltid efter ders egne præferencer. Man kan eksempelvis bestille 2-3 sliders med tilbehør eller 2-5 småretter som et hovedmåltid. Andre vil måske bare gerne have nogle lækre hapsere til deres øl,” forklarer Gudmundur.

De vil også satse på biodynamiske kvalitetsvine og særprægede tiki-cocktails.

Derudover er der ambitioner om at få stemplet som Aalborgs bedste burger.

”Det bliver ikke den store fede uhåndterbare burger, men i stedet kan man smage en selektion af flere forskellige slags. Hver eneste detalje er gennemtænkt, herunder også servicen, som består af håndlavet og specialdesignet keramik fra en lokal keramiker og naturligt udskårne skærebrætter af rødderne fra oliventræer. Bollerne får den helt rette tekstur og luft i sig og brandes. Vi kører med vores egne sylterier, egne dressinger og det hele er hjemmelavet af vores unge, sprælske og særdeles kompetente kokketeam. Det kommer man til at se og smage på vores sliders og vores øvrige retter.”

Han ser ikke negativt på konkurrencen med Café Abbey Road lige over for eller Azzurra i Nordkraft. Tværtimod satser familien på at skabe en synergieffekt sammen med de øvrige restaurationer i området, og trække folk væk inde fra centrum over mod Østerbro.

”Østerbro kan godt blive Aalborgs nye kulturelle centrum med Nordkraft og Musikkens Hus samt Karolinelund her i området, og det er nok også mange af de gæster, vi kommer til at få. Vi synes der med eksempelvis Abbey Road og Azzurra bliver en god diversitet på stederne. Vi synes, at Aalborg længe har manglet det her koncept, og vi er ret sikre på, at det vil blive taget godt imod,” forklarer Gudmundur Gudbergsson.

Gastropub Aalborg

Del artikel

Andre læser også