Går amok hvis Danmark vinder i aften: Aalborg ruster sig til EM-fest
Da Danmark slog Tjekkiet i EM-kvartfinalen i lørdags, gik hele landet amok i en sand fodboldrus.
Vildest gik det faktisk for sig i København og Aarhus, hvor gader og stræder blev afspærret på grund af spontane fodboldfester.
Busser måtte omdirigeres, hvis altså de ikke var havnet midt i EM-festen og blev brugt som danseareal.
Nu ruster de store byer sig til en mulig fejring af en finaleplads, hvis vi skulle slå England i aften på Wembley.
Ikke planer om at ændre bussernes ruter i Aalborg
DR har derfor talt med ansvarlige i kommunerne i Danmarks største byer, og her har Aalborg også gjort klar til en eventuel kæmpefest i midtbyen, hvis finalepladsen kommer hjem.
I så fald bliver der helt sikkert fuldstændig proppet i Jomfru Ane Gade og andre dele af gågaderne, mens Kildeparken og Havnefronten nok også bliver velbesøgt af glade fodboldfans.
I modsætning til København og Aarhus, så har Nordjyllands Trafikselskab (NT) ikke planer om at omdirigere busserne, hvis Danmark vinder.
Nok også fordi kampen først er slut tidligst 22.50.
Sætter ekstra folk ind på affaldet
Til gengæld har man indsat beredskab på affaldsdelen.
“I søndags har vi aldrig før set en havnefront og Jomfru Ane Park, der har været så beskidt. Vi har set mange grelle eksempler på havnefronten, men søndag var det vildt,” siger Niels Sloth, der er afdelingsleder hos Aalborg Kommune, til DR.
Derfor kommer Aalborg Kommune til at sætte ekstra folk ind på den del i løbet af i aften, natten og i morgen tidlig.