Gør julen magisk for et barn: IKEA Aalborg fordobler alle julegaver

Julen er hjerternes fest, men for økonomisk trængte familier er det også en tid fyldt med afmagt og bekymringer, når de må spare på julemad, oplevelser og gaver til børnene.
Det vil et nyt initiativ i IKEA nu forsøge at hjælpe med.
Som en del af varehusets juleaktiviteter har IKEA Aalborg i år indgået et samarbejde med den lokale NGO Charity, der også tidligere har arbejdet for at skabe juleglæde hos trængte familier i Danmark.
Samarbejdet giver kunderne mulighed for at købe en gave til et barn mellem 0 og 12 år i varehuset, så endnu flere børn får en glædelig jul.
”Selvom IKEA er et internationalt brand, er det tydeligt, at de også har hjertet med lokalt. Vi i Charity er meget taknemmelige for samarbejdet med IKEA Aalborg, som gør det muligt at sprede juleglæde til familier og børn her i Nordjylland,” siger David Klint, leder af Charity.
Et juletræ fyldt med ønsker
Midt i IKEA’s børneafdeling på 1. sal placeres et stort juletræ, hvor børn og voksne kan finde små ønskekort hængende, som repræsenterer julegaveønsker fra udsatte børn.
Kunderne kan vælge et kort i prislejet 50-200 kr., hvor de kan finde og købe gaven i varehuset og derefter aflevere den til kollegaerne i betalingsområdet.
IKEA Aalborg sørger så for, at alle gaverne når frem til Charity, som står for uddelingen til børn i hele landet.
IKEA fordobler julegaven
For at sprede endnu mere juleglæde har IKEA Aalborg besluttet at fordoble kundernes bidrag af julegaver.
Det betyder, at hvis kunderne tilsammen køber 20 gaver, så lægger IKEA Aalborg yderligere 20 oveni – i alt 40 gaver til børn, der har brug for lidt ekstra varme og omsorg i juletiden.

Kampagnen løber fra 1/11-30/11, og IKEA Aalborg håber, at mange nordjyder vil tage del i initiativet.
En lille gave kan virke som en lille ting, men for et barn, der ellers ikke havde haft noget at pakke op juleaften, betyder det meget.
Så næste gang du besøger IKEA Aalborg, kan du gøre mere end at finde årets julepynt eller gaveidéer – du kan give et barn en grund til at smile.
Læs også: Nytår i Aalborg 2025: Her får du vores bud på de lækre nytårsmenuer i byen