Gode tilbud, kage og bobler: Magasin fejrer 1 års fødselsdag med et brag

Skrevet af: Michael Qureshi

På fredag den 20. september er det et år siden, at Magasin vendte retur til Aalborg.

Det berømte stormagasin åbnede igen dørene til deres mondæne shopping-omgivelser i det nye Friis Shoppingcenter, og nu er det tid til at fejre et års fødselsdagen.

Det bliver fejret med et brag af en fødselsdagsfest hele dagen med gode tilbud, bobler, konkurrencer, uddeling af gavekort og meget mere.

Aalborgenserne har taget så godt imod stormagasinet, at det nu skal fejres med manér.

Aktiviteter hele dagen

Allerede fra i dag er festlighederne indledt, hvor der hele ugen vil være masser af gode tilbud i Mad&Vin i Magasin.

På selve fødselsdagsdatoen den 20. september går det for alvor løs med aktiviteter i hele åbningstiden fra kl. 10-19.

På dagen kan du blandt andet starte med fødselsdagskage i Lagkagehuset fra kl. 10-11, og der vil også være mulighed for at deltage i en konkurrence om et gavekort til en personlig shopper, hvor du også får et gavekort på 2.500 kr.

Du kan få lavet huller i ørene hos Pilgrim, og fra kl. 12-17 vil der blive uddelt gavekort på 100 kr. ved indgangen.

Derudover vil der fra kl. 15-18 være et lykkehjul med lækre præmier samt delikate smagsprøver.

Første år er gået over al forventning

Store Manager i Magasin Tina Mikkelsen glæder sig over den forrygende start:

“Det første år er gået over al forventning, og vi er enormt glade for, at aalborgenserne har givet os en så god start.

Udover at borgerne i Aalborg har vist stor opbakning til vores fysiske butik, har det i den grad også gavnet vores onlinesalg i Nordjylland.

Det vil vi selvfølgelig gerne fejre med alle, der har lyst til at kigge forbi på fødselsdagen,” siger hun.

Magasins Store Manager i Aalborg, Tina Mikkelsen

Har fået en personal lingeri-shopper

Magasin i Aalborg har i løbet af det første år haft stort fokus på at gøre dét ekstra og skabe oplevelser for kunderne.

Deres personlige shoppere har blandt andet været meget populære i det nordjyske, og derfor har Magasin også udvidet med en lingeri-shopper.

På selve fødselsdagen lancerer de også deres nye duftkoncept, som giver kunderne mulighed for at få en times konsultation med en uddannet duftekspert, der hjælper dem med at finde deres helt personlige duftgarderobe.

“Vi har fra start slået os fast på at skabe ultimative købsoplevelser, hvor vi skal tilbyde det mere i form af events, talks og anderledes oplevelser.

Senest har vi afholdt et udsolgt beauty-event i samarbejde med Eurowoman, og det er blandt andet den slags oplevelser, vi fortsat gerne vil forkæle vores kunder med i Aalborg,” lyder det fra Tina Mikkelsen.

Den gode start har også gjort, at Magasin i løbet af året har udvidet med flere koncepter, som Lagkagehuset, Coffee Ten og en attraktiv terrasse.

I løbet af denne uge vil Magasin desuden løfte sløret for endnu flere gode tilbud.

Programmet for fødselsdagsfest fredag d. 20. september

Kl. 10-11: Få fødselsdagskage i Lagkagehuset.

Kl. 10-12: I Goodie Appen kan du få en gratis tapas tallerken m. serano hos Coffee Ten.

Kl. 10-19: Deltag i konkurrencen om 2500,- og en Personlig Shopper i Magasin

Kl. 10-19: Via Goodie Card appen kan du få en lille softice hos Is à Bella

Kl. 10-19: Køb en kaffe hos Coffee Ten og få et gratis termokrus fra Bodum.

Kl. 10-19: Du får 4 poser Magasin kaffe til 110,- Spar 130,-.

Kl. 11-18: Få lavet hul i ørerne hos Pilgrim for 50,-

Kl. 12-17: Vi uddeler gavekort á 100,- ved indgangen.

Kl. 13-19: Masser af smagsprøver fra blandt andet Hr. Skov, Nicholas Vahé, Coffee Ten, Magasin kaffe og mange flere.

Kl. 15-18: Med en Goodie App kan du prøve lykkehjulet og vinde masser af lækre præmier.

15-16 – Få fødselsdagsboller i Lagkagehuset.

Kl. 15 – 18: Køb en taske fra DAY et og få brodereret personlige initialer på. Gaver til de første 50 købende kunder.

Kl. 15-18: Der er popcorn til alle børn, og du kan få en Bakito gymnastikpose via din Goodie App.

Kl. 15-18: Besøg H.J. Hansens Gin Bar i herretøjsafdelingen
og meget meget mere…

Magasin har oprettet en Facebook-begivenhed på fødselsdagen, der løbende opdateres frem mod fredag.

Tjek den ud her

 

Fremtiden er grøn: Nyt projekt skal booste den grønne omstilling i nordjysk turisme

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Stine Kjølby Christensen
Foto: Stine Kjølby Christensen

Et nyt projekt under navnet Instant Green Tourism skal sætte skub i den grønne omstilling hos turismeaktørerne i Destination Nord.

Projektet har netop modtaget tilsagn om midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og forventningen er, effekterne vil resultere i en forstærket bæredygtighedstankegang, øget turismeomsætning og mere konkurrencedygtige produkter.

Det skriver Destination Nord i en pressemeddelse.

Bæredygtighed som afgørende rejsemotiv

Danske og udenlandske turister efterspørger i stigende grad miljøvenlige alternativer på ferien, og bæredygtighed vinder fortsat indpas som et afgørende rejsemotiv. Det stiller store krav til landets turisterhverv, der i disse år arbejder målrettet på at øge graden af bæredygtighed i det danske turismeprodukt.

Direktør for Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup

Det gælder også i Nordjylland, hvor et nyt projekt under navnet Instant Green Tourism skal bidrage til at udvikle og teste bæredygtige koncepter blandt turismeaktørerne i Destination Nord på tværs af forretningsområderne kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme.

Instant Green Tourism har netop modtaget tilsagn om 2 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fra puljen til lokale og tværgående turismeprojekter.

“Turisme skaber omsætning og jobs i hele regionen, og turisterne er med til at skabe en efterspørgsel, der også kommer de lokale til gavn. Samtidig kan og skal turismen også være med til sikre et grønnere Nordjylland, og det er blandt andet det, vi gerne vil hjælpe på vej med projektet Instant Green Tourism.

Fra idé til forretningsplan

Initiativet skal sætte gang i en vigtig og nødvendig grøn omstilling hos turismeerhvervet i en ekstraordinær situation, hvor det er nødvendigt at tænke nyt og omstille sig nye forretningsvilkår, lyder det fra den netop tiltrådte direktør i Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup.

Konkret kommer projektet til at bestå af en række SPRINT-forløb, som fører virksomhederne gennem en idéudviklingsfase, der blandt andet involverer udarbejdelse af en målrettet forretningsplan og efterfølgende udvikling af et bæredygtigt produkt eller service.

Det er forventningen, at Instant Green Tourism vil resultere i en ny og forstærket bæredygtighedstankegang, der kan medvirke til at konsolidere og øge den samlede turismeomsætning i det nye destinationssamarbejde samt styrke sammenhængen mellem virksomhederne i Destination Nord og bidrage til den bæredygtige fortælling om Nordøstkysten som feriedestination.

Det vækker glæde hos borgmester i Frederikshavn Kommune, der er en del af projektet gennem erhvervsudviklingsprojektet Energibyen Frederikshavn:

“Nordjylland er danskernes foretrukne feriedestination, og det skal vi udvikle endnu mere – ikke mindst i forhold til bæredygtig turisme, som i forvejen er en markant fællesnævner for mange aktører i Destination Nord.

Min forventning er, at det bliver en af de store vækstdrivere det kommende år, og det er derfor særdeles positivt, at vi nu viser både sammenhold og handlekraft i forhold til at involvere aktører på tværs af forretningsområder og udvikle Nordjyllands grønne profil yderligere,” siger borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit Hansen.

Projektets øvrige parter består af Erhvervshus Nordjylland, Aalborg Kommune – Center for Grøn Omstilling, Aalborg Kongres- og Kulturcenter og Arena Nord i Frederikshavn. Hos Arena Nord ser direktør Per Malmberg frem til at udvikle sport- og kulturcenterets grønne profil yderligere det kommende år.

“Der er ingen tvivl om, at bæredygtighed kommer til at fylde mere og mere i alle aspekter af hverdagen – også i høj grad, når vi skal vælge ferier og oplevelser til.

Derfor fylder det også meget på vores agenda, og vi ser et stort potentiale i at udvikle Arena Nord i en mere bæredygtig retning. Vores håb er, at projektsamarbejdet vil styrke vores position som udbyder af bæredygtige turismekoncepter i Nordjylland inden for sport- kultur og erhvervsturisme.

 Arena Nord byder hvert år velkommen til mere end 500.000 gæster og er det største kultur-, konference- og sportscenter nord for Limfjorden.

Instant Green Tourism-projektet starter 3. august 2020 og løber frem til 31. juli 2021.

Hjælp politiet: Vidner til vold i midtbyen efterlyses

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Rigspolitiet
Foto: Rigspolitiet

Natten imellem fredag den 24. og lørdag d. 25. juli 2020 omkring kl. 0020 blev der på hjørnet af Borgergade og Vesterbro i det centrale Aalborg udøvet alvorlig vold, hvor 4 mænd i forening overfaldt to andre mænd med slag og spark.

Nu søger Nordjyllands Politi særligt efter fire vidner. Deres observationer kan nemlig bidrage til sagens fulde opklaring.

Nordjyllands Politi var hurtigt fremme på stedet med patruljer – hvorved man fik anholdt to af de formodede gerningsmænd.

Voldssagen er nu under efterforskning, oplyser den ansvarlige leder, politikommissær Kenneth Rodam.

”Det er en alvorlig sag. Vores efterforskning har fastslået, at de forurettede udsættes for slag og spark – også mens de ligger ned. Vores arbejde består nu i at få hele hændelsesforløbet fuldt belyst, så de kan skyldige kan blive stillet til ansvar,” forklarer politikommissær Kenneth Rodam.

Vidner bedes ringe 114

Og det er i den forbindelse, at Nordjyllands Politi nu efterlyser fire vidner – fire unge mænd – der kan sidde inde med vigtige informationer, som kan hjælpe politiets efterforskere med at få sagens omstændigheder opklaret.

Nordjyllands Politis efterforskning i sagen har dokumenteret, at de fire unge mænd opholdt sig inde på Elika Pizza på Vesterbro 88 kort efter midnat, inden volden blev udøvet umiddelbart derefter.

”Det er vores vurdering, at disse fire unge mænd kan have vigtig viden, som kan bidrage til sagens fulde belysning. Derfor vil vi gerne tale med dem så hurtigt som muligt,” lyder det fra Kenneth Rodam, der opfordrer de unge mænd til at ringe til politiet på telefon: 114.

De fire unge mænd signaliseres som:

A: sort-krøllet hår med lyse spidser, rød t-shirt med hvide striber på skulderen, grålige bukser, sneakers med påskriften w a l k

B: lyseblå kasket (sad omvendt på), blå eller mørk trøje, lyse bukser, hvide sneakers

C:  lyst hår, blå eller mørk jakke, lyser bukser, hvide sneakers

D: mørkblond hår, blå eller mørk polo t-shirt, lyse bukser

Begge de forurettede blev transporteret til sygehuset, og den ene havde pådraget sig hjernerystelse som følge af overfaldet.

Aalborgs største biograf: Derfor har Kennedy Biografen været lukket ned

Skrevet af: Michael Qureshi

Film skal ses i biografen.

Men på det seneste har der ikke været de samme muligheder, som vi er vant til i Aalborg.

Den seneste tid er man nemlig blevet mødt med et “midlertidigt lukket” skilt, hvis man har forsøgt at booke bio-billetter til Nordisk Film Biografer i Kennedy Arkaden.

Faktisk er det Aalborgs største biograf med over 1400 sæder fordelt på 10 sale, men i stedet har filmhungrende gæster været henvist til den mindre men hyggelige Nordisk Film Biograf i Shoppen i City Syd.

Man behøver dog ikke at frygte for Kennedy Biografens fremtid, forsikrer direktør for Nordisk Film Biograferne i Aalborg, Jan Ringtved.

Har manglet de store Kennedy Bio-film

Årsagen ligger nemlig primært i de film, der har været tilgængelige denne sommer, efter Corona pandemien bremsede mange filmpremierer på verdensplan.

“Biografen i Kennedy er meget til de store actionfilm, og et publikum i et yngre segment. Biografen i City Syd er derimod en rigtig familiebiograf, og det har primært været familiefilm, som vi har haft kørende her i sommerens løb.

Blandt andet er den nye Trolls gået rigtig godt her i Aalborg,” forklarer Jan Ringtved over for MigogAalborg.

“Det har været meget svært at planlægge, siden vi åbnede efter Corona, og nogle gange i Kennedy har vi haft flere på arbejde end gæster.

Vi har til gengæld oplevet stor travlhed i City Syd, så det gav mening for os at prioritere kræfterne på den biograf, og nu har vi så en genåbningsplan for Kennedy,” fortæller Jan Ringtved.

Genåbner i næste uge

Fra næste torsdag d. 13. august åbner man 5-6 sale hver torsdag, fredag, lørdag og søndag frem til den 26. august.

Derfra genåbner man fuldt op, dog stadig med et begrænset antal sale afhængig af filmudvalget.

Det skyldes, at der er storfilm på vej, som passer rigtig godt til Nordisk Film Biografen i Kennedy.

Det er blandt andet den danske film “Vores Mand i Amerika” med Ulrich Thomsen i hovedrollen og Christopher Nolans “Tenet”, der kan blive et af årets fedeste film.

En film der passer perfekt til den store biografoplevelse i Kennedy.

Flere store film på vej

Andre større film på vej er “After 2”, “The Kings Man”, “Druk”, “Wonder Woman 1984” og “Far til fire og vikingerne”.

“Vi glæder os til igen at åbne dørene og få vist nogle af de her store film, som er på vej. Vi lægger ikke skjul på, at det er op af bakke i vores branche på grund af Corona.

Men jeg er rigtig stolt over, at vi er kommet igennem den her tid uden at fyre folk, og trods forskellige pakker fra regeringen, så har det kostet os rigtig dyrt at beholde vores medarbejdere.

Men det har været vigtigt for os, og det er jeg virkelig stolt over er lykkedes,” forklarer Jan Ringtved.