Gode nyheder for Aalborg Lufthavn: Flere afgange sydpå starter i marts

Er du træt af gråvejr, regn, blæst og trist dansk vejr?
Så er der ikke langt til en tur sydpå på trods af uvished omkring udbredelsen af Corona-virus.
Marts måned markerer ikke blot overgangen fra vinter til forår, men også opstarten af flyselskabernes sommerprogram, der i år sker søndag den 29. marts for ruter som Amsterdam, Malaga, Barcelona og Bornholm.
Blandt andet får Norwegian fem ugentlige afgange til den spanske solkyst med Malagá som destination. KLM øger med fire daglige afgange til Amsterdam, hvor man hurtigt kan komme videre til varmere himmelstrøg som eksempelvis Dubai.
“I slutningen af marts starter flyselskaberne deres sommerprogram op, hvor charterselskaberne følger efter i løbet af april og maj.
Vi kan derfor blandt andet se frem til, at Norwegian får fem ugentlige afgange til Malaga, KLM indsætter deres fjerde daglige afgang til Amsterdam, Vueling flyver til Barcelona torsdag og søndag og DATs rute til Bornholm starter op med tre ugentlige afgange,” siger Søren Svendsen direktør for Aalborg Lufthavn.
Hårdt ramt i februar
Der er også brug for gode nyheder for Aalborg Lufthavn, der har været lidt hårdt ramt her i starten af året.
Februar 2020 bød nemlig på en tilbagegang på 5,9 procent i sammenligning med den samme vintermåned sidste år – først og fremmest grundet udefrakommende faktorer.
Således rejste 105.699 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i februar sidste år mod 99.486 passagerer i år.
I februar 2020 var der en fremgang på 7,4 procent i antallet af charterpassagerer til og fra lufthavnen – med 14.102 charterpassagerer i år mod 13.130 i februar 2019.
Samtidig var der tilbagegang i indenrigstrafikken og en mindre tilbagegang i udenrigstrafikken.
“Vi ser en lidt ærgerlig tilbagegang i februar, hvor vi havde forventet et noget bedre resultat, ikke mindst fordi der i år er 29 dage i måneden.
Men stormene i Nordjylland, der førte til 10 aflyste fly, og usikkerheden omkring Coronavirussens udvikling og den påvirkning dette har haft på rejser til østen, resulterer i en tilbagegang i februar.
Først og fremmest i indenrigstrafikken, hvoraf mange rejsende jo skal videre fra København og ud i verden, men også i udenrigstrafikken generelt.
Til gengæld glæder vi os over den fortsatte fremgang i chartertrafikken, som blandt andet skyldes den nye charterdestination, Hurghada, og flere afgange til Madeira og Gran Canaria,” forklarer lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Ny perron til togbanen følger tidsplanen
Byggeriet af den nye togbane til Aalborg Lufthavn gik i gang i januar 2019, og nu er den 180 meter lange perron ved at blive opført – blot et stenkast fra terminalen.
Alt går derfor efter tidsplanen, og ved udgangen af 2020 kører det nationale tog direkte fra Københavns Lufthavn til Aalborg Lufthavn.