Bowls og toast: Go Green er åbnet i Aalborg med store lækre salater
Vestbyens madmekka har fået ny dreng i klassen – og faktisk en mad-kategori, som vi synes har manglet på Aalborg Streetfood.
Go Green er fyldige mad-salater og grillede toasts af skiveskåret surdejsbrød.
Lad os starte med salaterne, som vi valgte at smage, da vi kiggede forbi på åbningsdagen i går.
Madbodens salad bowls kommer i tre varianter, nemlig med kylling, flankesteak af oksekød og vegetarisk med falafel eller tofu.
Vi sprang ud i de to med kød – og lod os guide af fyrene i boden, hvilke dressinger der passer til.
Gode og fyldige mad-salater
Salad bowl med kylling – Chickira – indeholder edemamebønner, babysalat, hvidkål, avokado, majs, tomater, græskarkerner, fetaost – og det lækreste element: to slags pandestegt blomkål, som virkelig smager godt til den krydrede kylling.
Når man tilbereder kål – også blomkål – og rammer den rette konsistens, på én gang mør og med bid, bliver smagen helt utrolig god, fyldig, nærmest umami, med en sød og dyb eftersmag.
Mange caféer i byen har tit alt for meget råkost i deres salater, som bliver halvkedelig gumle-arbejde uden ret meget smag.
Hos Go Green er smagen avanceret, fordi de forstår at stege nogle af grøntsagerne. Smagspaletten bliver ganske enkelt mere fyldig, når grøntsager svitses eller steges.
Stort cadeau til Go Green. Og mere af det på byens caféer, tak.
Vanaigrette med citrus gav salaten dejlig syre. Og vi supplerede med wasabidressing – bodens signatur – ikke stærk, men sød-krydret, så selv børn vil nyde den.
Kylling, flankesteak og falafel
Foruden kylling er der også salad bowls med flankesteak og falafel.
Salad bowl med flankesteak – Beefy – indeholder også edemamebønner, babysalat, hvidkål, avokado – og gulerod, peberfrugt, syltede rødløg, radiser og sesamfrø.
Wasabi-dressingen er et must til flankesteaken, siger fyrene i boden. Og der er heldigvis ikke sparet på det.
Hvis vi skal give et fif til Go Green, må de gerne lave en bund af for eksempel ris, quinoa eller stegte sweet potatos i deres salad bowls.
Go Green sælger godt nok sweet potato fries som tilbehør – men idéen med en salad bowl er vel, at den skal mætte i sig selv. Og det gjorde den ikke helt – selvom smagen er i top.
Grillede toasts af surdejsbrød
Hos Go Green langer de også toasts over disken, med fyld af laks og smøreost, kylling og kalkun-chorizo, skiveskåret kalkun, pesto og mozzarella – eller hummus og falafel.
Også på toast-delen skiller Go Green sig ud. For brødet er skiver af surdejsbrød, som ristes lune og sprøde.
Vi synes, at du skal lægge vejen forbi Go Green, næste gang du vil nyde måltid ved Limfjorden.
Den nye bod i Streetfood skal lige finde sine ben – men visionen om lækre mad-salater er klar.
Go Green sørger for, at du kan få rigtig gode salater på Aalborg Streetfood.
Hvad: Den nye madbod Go Green
Hvor: Aalborg Streetfood
Hvornår: Hver dag, åbnede tirsdag den 5. juli