Gloove gør det let og billigt: Nyt flytte-koncept indtager Aalborg

Skrevet af: Pernille Kjeldgaard Kristensen
Gloove er et helt nyt flyttekoncept, der hitter i det danske
Gloove er et helt nyt flyttekoncept, der hitter i det danske

De færreste synes, det er sjovt at flytte.

Så når du spørger dine venner og familie, om de endnu en gang ikke kan give en hånd med, får de muligvis et opgivende udtryk i ansigtet.

Men det kan snart være fortid.

Det danske firma Gloove tilbyder nemlig alternativ flyttehjælp til en pris, der er 60-70 procent billigere end traditionelle flyttemænd.

Og det er noget kunderne har taget til sig, for firmaet befinder sig på en sjetteplads på Trustpilots liste over danske flyttefirmaer. Nu har man for alvor også etableret sig i Aalborg.

Simpelt og ligetil

Konceptet er meget enkelt: Gloove sørger for, at der kommer studerende ud og hjælper med flyttekasserne eller møblerne.

Du sørger selv for bil, hvis det er nødvendigt, og så vælger du selv, om du vil hjælpe til, eller betale dig fra det hele.

Andreas Zacho, en af stifterne af Gloove, mente, at der manglede et alternativ, der ligger mellem hjælp fra professionelle flyttemænd og hjælp fra vennerne, der ofte skal bestikkes med pizza og øl.

“Da vi satte os ned og startede firmaet, spurgte vi os selv: “Hvornår man har brug for en flyttemand?” Det er almindeligvis, når noget meget tungt skal flyttes.

Problemet med flytning er ikke, at flyttekasserne er for tunge, men at det tager lang tid, og at det er besværligt. Du har brug for et par ekstra hænder, når der skal slæbes møbler og kasser.”

Et socialt projekt

Der er kun ansat studerende hos Gloove. Det er der en særlig grund til, forklarer Andreas Zacho:

“Der er både et praktisk og socialt aspekt i det. Den praktiske del er, at de studerende er meget fleksible med deres tid. De kan godt komme og hjælpe en onsdag formiddag, og jobbet giver dem frihed til at vælge vagter, der passer i deres skema.

Når alle er studerende, er der også en social værdi i, at alle har et fælles grundlag og udgangspunkt. Alle vores ansatte har altså noget til fælles, og hvis man er et vennepar eller får sig en ven gennem jobbet, så kan man også skrive sig op til vagter sammen.”

Fokuset på det sociale kommer også kunden til gode, siger Andreas Zacho:

“Er du ny i byen, kan det være hyggeligt at få en snak med nogle lokale, der kender området. Det kunne jo i princippet være din nabo, der kom og hjalp med flytningen. Så er der masser af muligheder for en god snak og nogle henvisninger til oplevelser i byen.”

Bilfri koncept

Modsat almindelige flyttemænd, så skal du selv skaffe en bil og agere chauffør, hvis der er behov for det. Men det er med fuldt overlæg, at Gloove ikke kommer med en stor bil, siger Andreas Zacho:

“Rigtigt mange mennesker kan låne en bil. De har en ven eller familie, der har en bil, og hvis du ikke kender nogen i området, så kan man leje en bil for få penge. Har man også brug for trailer, så kan det lånes gratis mange steder. Transporten er ikke den dyre eller svære del af en flytning, men det er slæberiet, der er den hårde del.”

Du kan få Gloovers i alle de store byer

En af fordelene ved Gloove er, at du kan få hjælp af et hold Gloovers i eksempelvis Aalborg, køre turen til Odense, og her vil der stå et nyt hold Gloovers. Det giver en stor fleksibilitet, forklarer Andreas Zacho:

“Vi stiller bare et hold Gloovers i den ene by, der sender dig godt afsted, og så står der et nyt hold, i den by du flytter til. Det gør en kæmpe forskel, for dem der skal flytte langt, at de ikke skal betale for at fragte en flyttemand tværs over Danmark. Konceptet er kort sagt, at du betaler kun for det, du har brug for.”

Vil udvide til de 10 største byer i landet

Gloove runder snart flytning nummer 1000, og de har masser af studerende stående klar i København, Århus, Odense og Aalborg. De håber på, at udvide til de ti største byer i 2018, hvis alt går efter planen.

Flyttehjælperne kaldes Gloovers, og du kan få hjælp af én Gloover i en time for 225,- kroner, hvor de med glæde giver en hånd med både nedpakning, flytning, omrokering af møbler og udpakning.

Du kan læse mere om Gloove på www.gloove.dk, hvor du også selv kan ansøge om et studiejob som Gloover. Men en lille advarsel: For at blive en Gloover, skal man kunne snuppe 25 armbøjninger.

Du kan også følge Gloove på Facebook lige her