Et julemirakel: Prøv en Gin & Tonic Gløgg i Aalborg
Når vinteren kommer snigende og supermarkedets hylder endnu engang bliver fyldt med papkartoner med den bordeaux-røde væske, ved vi, at julen nærmer sig.
Vi taler selvfølgelig om den klassiske glögg, som man år efter år bilder sig ind er billedet af selve julen, men som nok i virkeligheden mere er som at byde sin irriterende onkel velkommen til julemiddagen, og kort tid efter tænke:
“Hvad tænkte jeg egentlig på, da jeg inviterede ham?”
Det er cirka sådan, vi har det med glöggen, der dog kan spices en anelse op, når man tilføjer bløde, splittede mandler. Ren gourmet.
Nå, men nu skal vi nok lade være med at snakke mere nedladende om bedstemors favoritdrik, og i stedet komme frem til det, det hele handler om.
Et julemirakel
Hos Isværftet på Stjernepladsen, hvor isen ellers regerer året rundt, er der nemlig lukket lidt varme indenfor.
Dette i form af en såkalt Gin & Tonic Glögg, der med sin varme smag af julekrydderier og bitre noter fra Kinin, der bruges i tonicvand, er dit julemirakel sendt fra himlen.
Her får du både varmen, man har brug for, når vinteren raser udenfor, men også den klassiske smag fra Gin & Tonic, som vi så godt kan lide.
Noget for enhver smag
Gin & Tonic Glögg kommer i både en lys og mørk udgave, hvoraf den mørke, med noter fra kirsebær, smager mest af glögg og mindst af G&T.
Denne serveres med en skive appelsin i, og smager dejligt blødt og varme af julens bedste krydderier, såsom allehånde, kanel, stjerneais og grøn kardemomme samt syrlige noter af citron og ingefær.
Den lyse er lavet på æble, og er mere spids i sin smag. Heri er dog tilføjet de samme kendte julekrydderier, hvilket bringer masser af stemning med til bordet uanset hvilken af dem, du vælger.
Fælles for dem er, at de begge smager tæskegodt og får os til at føle os som om vi er med i et afsnit af The Real Housewives of Grønland Hills.
Alkoholprocenten er 12 procent, og du kan derfor nyde et glas, som du ville med et glas vin.
Det er producenten Deer & Doe, der står bag den geniale drik, og du kan også købe den med hjem på flaske.
Er du slet ikke til den moderne gløgg, så tilbyder Isværftet også et glas af den tyske Glühwein, der med sin sødme og dybde ligeledes går lige i vores julehjerte.
Isværftet laver i anledning af julen også gavekurve, hvor du kan blande lige præcis dine favoritter.