Black Friday satte ny rekord: Aalborg var med i det vilde shoppingræs

Nordjyderne holdt sig bestemt ikke tilbage, da årets Black Friday ramte, og det kan mærkes hos MobilePay.
Betalingstjenesten melder nemlig om rekordhøje tal, der endda overgår sidste års allerede markante rekord.
Ifølge Vipps MobilePay blev der fredag gennemført 1,82 millioner betalinger via tjenesten.
En stigning på to procent i forhold til Black Friday sidste år. Også det samlede forbrug målt i kroner steg med to procent.
Det oplyser man i en pressemeddelelse.
Vildt med ny rekord
Målt regionalt kunne man også se, at især folk med adresse i Aalborg shoppede løs.
At danskerne igen gik shop-amok, komner nærmest bag på Casper Højgaard, chef for e-handel hos MobilePay.
“Black friday landede igen i år på en lønningsdag, og vi havde forventet, at det ville blive en travl dag.
Men at den skulle overgå sidste års markante rekord, havde vi ikke turdet sætte næsen op efter,” siger han.
Kvinderne førte an
Tallene viser, at 69 procent af alle betalinger blev lavet af kvinder.
Den travleste time var mellem kl. 21 og 22, hvor MobilePay-processoren kørte for fuldt tryk med cirka 36 betalinger i sekundet.
Gennemsnitskøbet endte på 631 kroner, nogenlunde på niveau med sidste år.
Det var ikke kun fredag, der fik danskerne, og Nordjylland, til at finde mobilen frem.
Fra mandag til lørdag blev der samlet shoppet fire procent mere end i samme uge sidste år.
Det endelige Black Week-resultat offentliggøres mandag.