Større end nogensinde: Gigantisk Lysfald og Høstfest åbner snart i Fårup Sommerland
Næste uge byder på et lysende eventyr i Nordjylland, når Fårup Sommerland slår dørene op til årets store Høstfest og Lysfald.
Allerede næste weekend 3.-5. oktober kan gæsterne opleve magisk efterårsstemning i skoven, og i hele efterårsferien fra 10.-19. oktober står programmet på hygge, aktiviteter og lysoplevelser i særklasse.
Høstfesten er efterhånden blevet en fast tradition i Fårup Sommerland.
Skoven bliver klædt i efterårsfarver, pyntet op med halmkranse, lamper og blomster, mens små bålsteder rundt i parken sørger for varme og hyggelige rammer.
Her kan familier lave snobrød, riste skumfiduser og nyde en kop kakao under de pyntede trækroner.
På Egern og Pindsvins Høstmarked venter et væld af aktiviteter for børn og voksne, blandt andet Rævens Gemmeleg – en skattejagt for de mindste – samt sjove konkurrencer som græskar-kryds og bolle og knoldselleri-bowling.
Den Forheksede Skov vender tilbage
En af de helt store attraktioner bliver igen i år Den Forheksede Skov, hvor mystiske væsner og magiske kulisser skaber en stemning, der får skoven til at føles helt forvandlet. Her kan gæsterne også besøge Den Forladte Kirkegård og Mosekonens Bryghus.
Lysfald – et lysshow uden lige
Når mørket falder på, begynder det spektakulære Lysfald, hvor tusindvis af lamper, projektioner og effekter forvandler Fårup til en magisk lyspark. Fra klokken 18.30 tændes lyset, og gæsterne kan opleve både forlystelser og lysindtryk helt frem til parkens lukketid kl. 21.30.
Lysfald Løbet 2025
Som en særlig nyhed i år afvikles Lysfald Løbet 2025, hvor deltagerne kan løbe gennem en oplyst park i nattemørket.
Startskuddet går både den 4. og 11. oktober klokken 23.59, og ruten på 2,4 kilometer kan gennemføres i flere distancer – helt op til halvmarathon.
Alle deltagere får en unik Lysfald-medalje, startnummer og en løbeoplevelse ud over det sædvanlige. PureGym står for opvarmningen, mens LejeDisco.dk leverer lys- og lydshow udenfor parken.
Bridgerunner er arrangører af løbet.
Hele familien kan være med
Med åbne forlystelser, stemningsfuld efterårspynt og både hyggelige og nervepirrende aktiviteter lover Fårup Sommerland, at både børn, voksne og bedsteforældre kan finde noget at glæde sig til.
“Vi glæder os til at byde gæsterne velkommen til en efterårsfest fuld af lys, magi og hygge.
I år gør vi det endnu større end nogensinde før,” lyder det fra Fårup Sommerland.









