Hvad foregår der?: Gigantisk fugl er dukket op ved Limfjorden
Hvis du har undret dig over, at der er er skudt en gigantisk fugl op ved kysten i Fjordbyen, så har vi her svaret på hvorfor.
To gutter med hænderne skruet rigtigt på har nemlig konstrueret en 15 meter bred skarv med det ene formål: at brænde den af til Sankt Hans.
Og selvom sankthansbålet i år hænger i en tynd tråd, slår det dem ikke ud af kurs. De har nemlig både en plan B, C og D, hvis de ikke må brænde fuglen af den 23. juni.
Det bliver magisk
Det bliver alt andet end et klassisk Sankt Hans bål, der bliver fyret op under i Fjordbyen.
Og det er efterhånden blevet lidt af en tradition at lave de smukke træskulpturer som et alternativ til det klassiske bål med heksen på toppen.
Sidste år var det en kæmpe krabbe, der blev futtet af og året forinden var det en trold.
Og hvorfor så lige en skarv i år?
“Skarven har været meget omdiskuteret i forhold til fiskeyngel. Den er meget karakteristisk for Limfjorden.
Og da vi så forestillede os de brændende vinger – ligesom en fugl Føniks. Det bliver jo helt filmisk… nærmest magisk,” fortæller Mikkel Munk Iversen.
Han er scenemester ved Teater Nordkraft og sammen med teaterteknikker Christian Steen Møller har han samlet affaldstræ ind til skulpturen.
De er stadig i fuld gang med at bygge skarven. Indtil videre er konstruktionen på plads, men de mangler pyntedelen.
Bare fordi de kan …
Hvis årets Sankt Hans bliver uden flammernes knitren, har Mikkel og Christian allerede andre ideer på tapetet.
“Vi vil gerne afbrænde fuglen på en platform ude på fjorden, hvis vi ikke må gøre det på land.
Og hvis det ikke kan lade sig gøre, får fuglen bare lov at pynte lidt tid. Og så brænder vi den af, når vi må – måske til Fjordbyens loppemarked i august,” forklarer Mikkel optimistisk.
For brændes af, det skal den. På den måde er skulpturen også inspireret af det univers, som Mikkel og Christian er en del af i teateret.
“Teaterscenografien opstår med publikum. Det samme gør skulpturen. Den er flot i et øjeblik, og så er den væk,” siger Mikkel.
Og lige præcis de øjeblikke har Mikkel og Christian planer om at skabe mange flere af. De drømmer nemlig om at lave et projekt, hvor man kan mødes på stranden og lave skulpturer for så at brænde dem af.
Og så må vi se, hvad de finder på til næste års sankthansbål.
En ting er sikkert. Ideer har de nok af. Og skarven bliver ikke den sidste skulptur, der troner sig op ved Limfjordens kyst.
“Vi gør det, fordi vi kan. I en tid hvor alting skal have et formål er det fedt at gøre noget bare fordi, det er fedt,” siger Mikkel med et smil.