Giganter kommer til byen: Aalborg Håndbold trækker storhold

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Aalborg Håndbold
Foto: Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold har netop overstået den bedste sæson i klubbens historie, da de hentede The Double hjem til byen ved at vinde både pokaltitlen og Danmarksmesterskabet.

Og det er ikke kun hæderen, der følger med så flotte titler.

Klubben er nemlig også med i det allerfineste selskab, nemlig Champions League, hvor de største hold kæmper om at være Europas bedste.

Her til aften var så lodtrækning til gruppespillet, og Aalborg Håndbold er kommet i noget af en dynamitpulje.

Giganter kommer til byen

Klubben kom i Gruppe A, hvor følgende modstandere venter både ude og hjemme:

Paris SG
Barcelona
Flensburg-Handewitt
Pick Szeged
Zagreb
Elverum
Celje 

Mikkel Hansen og Simon Hald kommer til Aalborg

Dermed kommer Jutlander Bank Arena til at danne ramme om håndboldkampe i absolut verdensklasse, og publikum kan altså se frem til eksempelvis at se verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen på dansk grund.

Danskerklubben Flensburg-Handewitt fra Tyskland har spillere som Rasmus Lauge, Lasse Svan og den gamle Aalborg-dreng, Simon Hald.

Barcelona med landsholdsspillerne Casper U. Mortensen og Lasse Andersson kan publikum også se frem til at se i Jutlander Bank Arena.

 

Officielt: Træningscentre og svømmehaller må åbne på mandag

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Tidligere i dag kunne vi meddele, at Regeringen var klar til at åbne alle indendørs idrætsfaciliteter, som en del af genåbningens fase 3.

Og lørdag aften er de allerede nået til enighed med Folketingets partier.

Regeringen og Folketingets partier er netop blevet enige om at fremrykke åbningen af fitnesscentre, svømmehaller og legelande til 8. juni, oplyser Kulturministeriet.

“Jeg er rigtig glad for, at vi nu igen kan spille badminton, dyrke fitness, yoga eller tage en tur i svømmehallen rundet omkring i Danmark.

Vi trænger til at komme i gang igen, og det er godt, at det nu kan lade sig gøre på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde, lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer alle indendørs idræts- og fritidsfaciliteter:

Spillehaller, lege- og badelande

Svømmehaller

Sportshaller

Træningscentre

Kulturministeriet oplyser til TV 2, at der endnu ikke er udarbejdet retningslinjer for indendørs sportsaktiviteter, men at planen er, at de ligger klar mandag.

Fristende sommernyhed: Kom til rosé ad libitum på Budolfi Plads

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Finder der noget bedre end et køligt glas rosé på en solbeskinnet terrasse?

Det skulle da lige være fri rosébar i 3 timer på en af byens bedste adresser.

Den hede sommerdrøm bliver til virkelighed på næste lørdag, d. 13/6, hvor man fra 15.30 – 18.30 kan nyde alt det rosé man vil for 299 kr.Aktuel.

Aktuel er et af de absolut bedste steder at nyde solen, maden og lidt koldt at drikke.

De har bl.a. en fuldstændig fabelagtig terrasse, og ikke mindst et populært koncept, hvor gæsterne selv er med til at vælge, hvad de vil spise til morgen, middag og aften – man vælger typisk 3 retter, hvor man så kan smage en masse forskelligt.

Men de våde varer, har de altså også fuldstændig styr på.

I går kunne vi skrive, at DMI regner med, at sommervarmen vender retur i næste uge – så det ligner en fuldstændig oplagt mulighed for at nyde lidt lækkert i glasset, godt vejr og (forhåbentlig) godt selskab.

Ejer Lars Helmuth lover, at fri rosébar vil være et tilbagevenende event i løbet af sommeren.

Men de gode nyheder stopper ikke der.

Aktuel er nemlig også klar med det nye koncept Terrassen.

Cocktailbar, DJ og fed stemning

En af byens bedste terrasser skal naturligvis udnyttes i det danske sommervejr, og på fredag den 12/6 fra klokken 15.30 er Aktuel klar med den første officiele udgave.

Vi kan blandt andet se frem til cocktailbar under ledelse af Dennis Messerschmidt, DJ Tom NeedleSplit og naturligvis også en fristende rosébar.

Vi spår et stensikkert sommerhit i Aalborg!

Alene i Vildmarken med et twist: DR søger nye deltagere

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Andreas Roosvall
Foto: Andreas Roosvall

Alene i Vildmarken er et af DR’s mest populære TV-programmer, og seersuccesen har indtil videre haft fire sæsoner på bagen.

Serien går i al sin enkelhed ud på, at 10 deltagere bliver overladt til sig selv i den norske vildmark, hvor de så skal forsøge at overleve så længe som muligt – med et minimum af hjælpemidler og uden kontakt med andre mennesker.

Rekorden i den danske udgave af programmet er 60 dage, og den har du nu mulighed for at slå.

DR og tv-produktionsselskabet United søger nemlig nye deltagere til programmet.

Sådan melder du dig til

Denne gang søger de faktisk nye makkerpar til ‘Alene i Vildmarken’, og det kan være par i alle mulige konstellationer, lige fra vennepar, brødre/søstre, fætre/kusiner, kæreste- og ægtepar, samt forældre/børn.

“Den yngste af jer skal være mindst 21 år – og I skal være stærk motiverede til et eventyr sammen. Som deltagere finder I selv mad, bygger jeres shelter og klarer jer ude i den rå natur,” skriver DR om kravene.

“I skal selv filme hinanden og jeres oplevelse; både når det går op og ned og fortælle om det til seerne.

Så har I modet og stædigheden til at holde ud, selv når forholdene kan blive svære, så hører vi gerne fra dig,” skriver de.

Hvis du har modet til at prøve kræfter med vildmarken, skal du sende en mail til alene@unitedtv.dk, hvor du fortæller om jer som makkerpar og jer selv og jeres erfaring med med vildmarken, samt jeres styrker og svagheder – hver for sig og sammen.