Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gestus Nord samler erhvervslivet: Sådan hjælper de hårdt ramte nordjyske familier

Af Michael Qureshi
Rikke Kvindebjerg er formand for Gestus Kids
Rikke Kvindebjerg er formand for Gestus Kids

Glade børn der pakker julegaver op. Det forbinder man oftest med juleaften, og for alle forældre findes der ikke noget bedre end at gøre sine børn glade med gode julegaver.

Men sådan er virkeligheden desværre ikke for adskillige familier i Danmark.

Mange er hårdt ramt på økonomien, og det nye kontanthjælpsloft har næppe gjort det lettere for dem, der ikke er så privilegeret som de fleste andre.

Heldigvis findes der også støtte til de økonomisk trængte familier. I Nordjylland er det organisationen Gestus Nord, der igennem en årrække har formået at samle donationer ind fra det nordjyske erhvervsliv.

Gestus Nord er født som et fællesskab for virksomheder, der kan bruge hinanden i et netværk. Men med det fælles formål at støtte familier, der har det hårdere end alle andre. Hele tiden med børnene i fokus.

Blandt Aalborg-virksomheder er Coolshop, Green Click Media, Aalborg Storcenter, Cego, Bodyman, Mortens Kro, Jysk Pension og mange flere.

I morgen torsdag aften samles store dele af erhvervslivet til en middag i Musikkens Hus, hvor hovedtemaet bliver at skaffe penge til uddeling af årets julehjælp i Nordjylland.

Der vil blandt andet være en auktion, hvor auktionarius er den kendte nordjyske iværksætter Jacob Risgaard. Alle penge, der samles ind i løbet af aftenen, bruges på julegaver til børnene for omkring 200 nordjyske familier.

Gestus Nord
Fra sidste års julehjælp hos Gestus Nord

Så der også bliver lidt smil i hjem, der oftest er præget af problemer.

Men Gestus Nord er meget mere end julehjælp. I organisationen har man blandt andet den meget roste afdeling Gestus Kids.



Her er Rikke Kvindebjerg formand og tovholder. Til daglig er hun pædagog på en døgninstitution i Rebild Kommune. Hun arbejder med udsatte børn og elsker at gøre en forskel for andre.

Derfor er Gestus Kids også en fantastisk fritidsbeskæftigelse for hende. I weekenden var flere børn blandt andet inviteret i Fårup Sommerland sponsoreret af Gestus-medlemmerne.

”Gestus Kids er i aldersgruppen 7-14 år frem til konfirmationsalderen. Dem har vi haft hele tiden. Men vi har nu udvidet med Gestus Teen, som går op til 16 år. Mange af børnene var rigtig kede af, at de var nødt til at stoppe ved os, når de blev 14 år. De her teenagere har især brug for nogen at snakke med, og som vil lytte til dem, så det har været et godt tiltag at udvide,” fortæller Rikke Kvindebjerg.

Gestus Nord
Rikke Kvindebjerg er formand for Gestus Kids

Man mærker lynhurtigt, at hun er en ildsjæl, som elsker at gøre andre glade. Hun har tilbragt mange gode stunder med mange børn, som har nydt det frirum at komme lidt væk fra problemerne i hjemmet.

”Vi har cirka 55 børn tilknyttet, og vi har haft arrangementer hver anden måned. Vi stiler efter at lave et hver måned. Det er meget forskelligt, hvad vi har været ude og opleve. Vi har været ude og køre i hurtige biler med iværksætteren Mads Peter Veiby. Vi har været i Zoologisk Have, været på militærets forhindringsbane og hyttetur med overnatning.

Det er faktisk ikke målet, at det skal være noget helt vildt, men det børnene har brug for er helt basale ting som eksempelvis en tur i et badeland. De her ting kan deres forældre af den ene eller anden grund ikke tilbyde dem, og så er det, vi træder ind,” forklarer Rikke Kvindebjerg.

”Noget af det mest fantastiske er at se børnene stifter venskaber på kryds og tværs. Nogle gange når vi afholder arrangement med Kids og Teens sammen, så er de ældre sådan lidt storesøskende for de mindre. Børnene knytter sig til hinanden og os,” fortsætter formanden for Gestus Kids.

Gestus Nord
Fra et arrangement med Gestus Kids

Det er blandt andet bestyrelsesformand for hele Gestus Nord Trine Holm fra konsulentvirksomheden Progreso der via sit store netværk er med til at skaffe støtte til de udsatte familier.

Aalborg vandretur
Risgaard og coach Trine Holm fra PROGRESO efter deres vandring

Rikke Kvindebjerg er stolt af, at så mange i det nordjyske erhvervsliv bakker op om projektet.

”Det er stiftet af erhvervslivet, og det er dem, der smider penge i det og hjælper til at det kører rundt. Man kan jo sige, at virksomhederne i princippet smider penge uden at få noget igen. Men de føler faktisk, at støtten er meget værd for dem, for de er med til at give oplevelser til børn, der ellers ikke ville have mulighed for at prøve de her ting.”

Andre måder, som organisationen henter penge ind på, er igennem Gestus Event.

”Vores mange fantastiske frivillige var blandt andet ude og lave burgere til karneval, hvor al indtægt går videre til Gestus-hjælpen. Vi har også Gestus Samaritter, der kan blive hyret til arrangementer og fester. Den indtægt er også med til at hjælpe børn og familier i Nordjylland,” forklarer Rikke Kvindebjerg.

Gestus Aalborg

Hun fortæller desuden, at hun oplever, at det ikke længere er så tabu-belagt at tale om de problemer, familierne bærer rundt på.

”De forældre vi har med inde over, de er meget åbne omkring, at de ikke kan give børnene samme muligheder som andre. De er virkelig taknemmelige for, at de igennem os kan give børnene de her oplevelser.

Musikkens Hus Aalborg
Foto: Musikkens Hus

Tidligere har det været et tabu, hvis man ikke havde ressourcerne til at give sine børn så meget. Nu er man ikke bange for at sige det højt, og det er vigtigt. For der kan være så mange forskellige årsager til, at man er havnet i en vanskelig situation,” lyder det fra Kids-formanden.

Hun opfordrer forældre der eventuelt skulle sidde i en lignende situation, at de kontakter hende igennem Gestus-hjemmesiden.

Og så håber hun, at der i Musikkens Hus bliver samlet så mange penge ind, at det overgår sidste år, hvor 250.000 kr. blev hentet.

Du kan læse mere om Gestus Nord og hvordan din virksomhed eventuelt bliver partner i det her netværk – klik her

Del artikel

Andre læser også