Gerningsmænd på fri fod: Mand stukket ned ved grillbar i Aalborg
Her til aften er Nordjyllands Politi på udkig efter to maskerede mænd.
Mændene er under mistanke for et knivstikkeri, der fandt sted ved en grillbar på Gugvej nær Mylius Erichsens Vej.
Det skriver Nordjyske.
Politiet modtog mandag kl. 17:00 en anmeldelse om, at en 32-årig mand på stedet formodentligt var blevet stukket i skulderen med en kniv.
Den pågældende blev overført til skadestuen, men hans tilstand er ikke livstruende.
Søger vidner
Vagtchef Lau Larsen fra Nordjyllands Politi udtaler til Nordjyske, at vidner har observeret to maskerede, slanke mænd flygte fra stedet i en mindre, sølvgrå personbil.
De beskrives som mørkhudede med et “afrikansk” udseende. Den ene blev beskrevet som cirka 185 cm høj iført en sort dynejakke med hætte og maskeret ansigt.
Har du oplysninger i sagen, bedes du ringe 114.