Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Genåbning i Aalborg: Kommunen forventer at institutioner og skoler er klar 15. april

Af Michael Qureshi
Arkivfoto Skole
Arkivfoto Skole

Sent onsdag aften har Aalborg Kommune udsendt en pressemeddelelse omkring genåbningen af dagsinstitutioner og skoler.

Her fortæller man, at man i dag har orienteret forældrene i kommunens dagtilbud og skoler om, at man stærkt forventer at være klar til at åbne igen onsdag d. 15. april.

Målet er dermed, at kommunen lever op til den udmelding og de retningslinjer, som Statsminister Mette Frederiksen og Sundhedsstyrelsen er kommet med på pressemøde i mandags.

Mandag får man et digitalt brev

På mandag vil alle forældre modtage en orientering om, hvornår deres institution eller skole genåbner, og hvordan det helt konkret kommer til at foregå.

“Lige nu er vi i fuld gang med at finde ud af, hvordan vi bedst muligt efterlever Sundhedsstyrelsens retningslinjer ude i vores dagtilbud, så vi igen er klar til at modtage både børn og forældre,” udtaler Børne- og Familiechef Hans Chr. Mariegaard, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen.

Ud over de gængse anbefalinger om hyppig håndvask og god hygiejne, er nogle af tiltagene blandt andet, at børnene skal være mere ude, at man deler børnene op i mindre grupper med faste voksne samt hyppig rengøring og vask af eksempelvis legetøj.

Vil have ro om genåbning

Rådmand Mai-Britt Iversen, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, har fuld forståelse for, at forældrene gør sig mange tanker i forbindelse med genåbningen.

“Her er det vigtigt, at vi voksne står sammen om at få skabt ro omkring genåbningen.

Vi kommer til at organisere hverdagen på en anden måde i dagtilbuddene, så det er forsvarligt, men hvor der fortsat er plads til, at børn er børn. Det tager retningslinjerne også højde for”.

Planen for genåbning af dagtilbuddene behandles fredag i forvaltningens centrale samarbejdsudvalg og herefter i Familie- og Socialudvalget lørdag.

Sådan bliver det på skoleområdet

“Vi er mange på skoleområdet, der springer påskeferien over.

For vi arbejder på højtryk for at blive klar til at lukke op igen på en sikker og forsvarlig måde, som gør elever og forældre glade for og trygge ved at komme i skole onsdag efter påske”, siger Skolechef Mads Rune Jørgensen.

På spørgsmålet om hvorvidt man kan holde sit barn hjemme, svarer Mads Rune Jørgensen;

“Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er forsvarligt, at genåbne skolen, og vi har undervisningspligt i Danmark. Vi har en forventning om, at børnene igen kommer i skolen.

Men vi har ingen intentioner om at tvinge forældrene til at sende deres børn afsted. Meldingen fra undervisningsministeren er, at det i så fald er forældrene ansvar at stå for undervisningen.”

På skoleområdet er der tale om en delvis åbning af skolerne, som inkluderer:

  • Alle elever fra 0.-5. klasse i både folkeskoler og fri- og privatskoler. Eleverne vil fortsat skulle undervises efter nødundervisningsbekendtgørelsen.
  • Alle elever i specialtilbud, specialklasser, interne skoler, ungdomsskolens heltidsundervisning mv. på alle klassetrin (dvs. fra 0.-10. klasse)
  • DUS, fritidshjem og klub (for elever til og med 5. klasse)
  • Alle elever fra 6. – 10. klasse i almenskolen skal således stadig modtage nødundervisning hjemmefra.

“Vi følger selvfølgelig alle Sundhedsmyndighedens anbefalinger, og vi tager børns og voksnes sikkerhed meget alvorligt.

Som forældre kan man være tryg ved at sende sine børn afsted i skole, og selvom skoledagen kommer til at se anderledes ud et stykke tid, og der stadig vil være mange, som bliver fjernundervist, så glæder vi os til at se børn på skolerne igen,” siger Rådmand for Skoleforvaltningen Tina French Nielsen.

Del artikel

Andre læser også