Cocktail-konger i Aarhus: Nu åbner de lækker cocktailbar midt i Aalborg
Cocktailbaren “Gedulgt” har gennem fire år været en stor succes i Aarhus, og nu kan vi her på MigogAalborg afsløre, at de inden for ganske få uger også åbner i Nordens Paris.
Adressen bliver i Maren Turis Gade, men derudover er det meste fortsat en hemmelighed.
Er du god til tysk, så ved du måske, at ordet “Gedulgt” betyder “hemmeligholdt” – og dét er netop essensen af det aarhusianske koncept.
“Vi vil gerne gå lidt stille med dørene og lade aalborgenserne lege turister og gå på opdagelse i egen by,” fortæller stifter og medejer, Bastian Lander.
Holdet bag har længe haft øjnene på byen, hvor flere af Gedulgts partnere har rødder.
“Min egen tipoldefar var borgmester i Aalborg i 1800-tallet, og nu er vi endt i en gammel borgmesterbolig.
Det gav virkelig det helt rigtige sus i maven, da vi så det første gang,” siger Bastian.
Åbningsdatoen bliver fredag den 14. april.
Fokus på kreative cocktails
Derudover må vi afsløre, at fokus er på kreative cocktails, der er udviklet til netop Gedulgt. Denne opgave har partneren Mia Hjorth Hansen stået for, og hun ved om nogen, hvad hun laver.
Det er nemlig ikke mere end et par uger siden, at Mia for andet år i træk vandt prisen som Danmarks bedste bartender.
“Mia er faktisk her fra Aalborg, men tog turen til Aarhus for at blive en del af Gedulgts udvikling,” fortæller Bastian.
Cocktailkortet er inddelt i forskellige verdener: The beginning of this world, All over the world, Out of this world og The end of this world.
Her fremhæver Bastian især “Out of this world”, hvor fantasien har fået frit løb.
Menukortet kan allerede nu udforskes her.
Bred målgruppe
Som menukortet også afslører, er der ikke meget på Gedulgt, der er overladt til tilfældighederne.
“Gedulgt er i sin essens et sted, hvor man gør sig umage. Det gælder alt fra servicen til kreativiteten, og den måde, vi møder vores gæster på.
For eksempel kører vi med bordservering, så folk aldrig skal stå som sild i en tønde – og så går vi meget op i den gode kemi og en nærværende oplevelse,” forklarer han.
Målgruppen hos Gedulgt favner bredt, og ifølge Bastian er der både helt unge og helt “voksne” mennesker. Populariteten i Aarhus er da heller ikke til at tage fejl af, og det er derfor altid en god idé at booke bord på forhånd.
Åbningstiderne bliver torsdag fra 18.00-00.00 samt fredag-lørdag fra 16.00-02.00.
“Vores tidlige åbning i weekenden er noget, vores publikum påskønner.
På den både kan man nemlig komme og nyde en cocktail, før man eksempelvis skal i teatret eller ud at spise.
De helt travle timer ligger dog mellem 21 og 23 for os, og det er altså her, det vil være en god idé at bestille bord,” siger Bastian afslutningsvis.