Gåtursmakkere søges: Plejehjem vil have flere beboere med på tur
Frisk luft, d-vitamin og lidt bevægelse i benene.
Det er noget, der er i høj kurs hos Birkebo Plejeboliger – især nu hvor sommervejret for alvor er kommet til Aalborg.
Men med 102 beboere og kun to til at tage dem med på gåtur, er det langt fra alle, der kan komme med ud hver uge.
“Vi har mange beboere, der ikke kan gå særlig langt eller som sidder i kørestol.
De vil selvfølgelig også rigtig gerne med på gåtur, men når vi kun er to, bliver det desværre nødt til at gå på skift,” siger Lene Kjær Schmidt, som er aktivitetskoordinator hos Plejeboligerne Birkebo.
“Det har beboerne egentlig fuld forståelse for, men vi vil jo så gerne give flere muligheden for at komme med – især nu hvor vejret er så dejligt.”
Bliv frivillig gåtursmakker
For at kunne tilbyde flere af beboerne gåture hver uge, søger de derfor nu efter frivillige, som kunne have lyst til at bruge en formiddag om ugen sammen med dem.
De går tur hver onsdag klokken 10.
“Vi går nogle korte gåture i nabolagene, hvor vi bare hygger og smalltalker lidt om vind og vejr med hinanden og med beboerne,” fortæller Lene.
“Når vi er hjemme fra gåturen, sætter vi os i gården og får lidt kaffe eller te.”
Andre frivillige tiltag er også velkomne
Hvis man ikke er så meget til gåture, er plejeboligen også åbne overfor andre gode frivillige initiativer.
Lene har dog særlig én drøm for plejehjemmet.
“Jeg ville elske, hvis der var nogen, der kunne finde ud af at spille klaver. Vi elsker at synge fællessang, og med lidt klaver til, ville det bare være prikken over i’et.”
Hvis en hyggelig gåtur med beboerne lyder som noget for dig, eller hvis du har andre idéer til kreative indslag, kan du kontakte Lene her.
Birkebo Plejeboliger ligger på Forchhammersvej 23 i Kærby.