Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gastromand anmelder: Textur lever op til hypen

Af Mads Schytte (Gastromand)

Adskillige af Aalborgs madelskere var ellevilde, da nyheden om, at Dennis Juhl ville åbne sin egen restaurant i hjertet af Aalborg i de gamle lokaler, hvor Kunst & Spaghetti tidligere havde ligget i adskillige år.

Dennis har tjent sin værnepligt på det anerkendte Ruths Hotel i Skagen, som kan bryste sig af at have et af de bedste køkkener i Nordjylland.

Men ét er, at man har stået i lære og drevet en restaurant, hvor tidligere store kokke har banet vejen for én –  noget helt andet er at stå på egne ben og drive et nyt sted frem – navnlig i Aalborg, hvor kritikken kan være hård, og folkets kærlighed svær at opnå.

Vanskeligt at drive restaurant

Hver eneste gang vi på Gastromand og MigogAalborg hører om nye tiltag i vores hjemby, jubler vi – men vi holder også vejret.

For mange er startet, og mange har måttet sande, at det at drive en restaurant er vanskeligt, udfordrende og tidkrævende.

Gennem de seneste år er konkurrencen også øget væsentligt, og nye stjerner som Michael “Miv” Pedersen fra Tabu og Mads Frølich Hyllested fra Applaus tordner frem og leverer mad, som nemt kunne hamle op med restauranter i København.

Så hvordan starter en ung og ambitiøs kok op i Nordens Paris? Svaret kommer her.

Først skal du have en skefuld erfaring, så tilsætter du en smule nøje afstemt viden, herefter en knivspids held, og til sidst smager du til med masser af ambition! Her har du den perfekte opskrift på succes, og det er netop, hvad Dennis Juhl og hans makker Frederik Østeraa har gjort.

Danmarks billigste gourmetrestaurant

Tidligere havde Euroman kåret Applaus til at have denne titel, men indtil Dennis og teamet forhåbentlig sætter priserne op, så løber de altså med æren! Lad os kigge på sagerne.

Jeg har taget en gammel veninde med under armen som min medspiser denne gang. Hun er benhård, møg uretfærdig og kritisk som bare fanden – lige indtil hun får lidt vin indenfor vesten, så begynder hun at tø op.

Det er fredag aften, og jeg har hyret barnepige til at passe the offspring. Vi er tidligt på restauranten og bliver budt pænt indenfor. Jeg fatter ikke, at dette er Kunst & Spaghettis gamle lokaler, for der er virkelig sket noget – minimalistisk stil men med træmøbler, som skaber varme.

3 retter inklusiv vinmenu koster 333 kr., 4 retter inklusiv vin bliver på 444 kr., 5 retter inklusiv vin til 555 kr. Og så kan du få Texturen, hvor den får noget mere gas til 1111 kr. Med 7 retter, snacks, bobler og petit fours – lidt af et spring – for der mangler vel lige 666 – årh okay – nu er jeg med – bad luck of alt det der – godt ord igen!

Den danske tun er vendt hjem igen!

Vi napper fem retter, hvor den står på Bonito – Skagenfisk – “Høns og Asparges”, Gris og “Umodnet Korn”. På vanlig vis skriver jeg normalt om alle retterne og gerne temmelig detaljeret, men lige præcis denne gang vil jeg faktisk undlade det og i stedet opfordre dig til at besøge Textur.

Lad os derfor kigge kort på retterne, så noget af spændingen forbliver. Bonito er en tunart, som for mange år siden herskede i de danske farvande, men pludselig var den væk! Nu efter 20 år er den vendt tilbage, og naturligvis skulle den finde vej til Textur – perfekt eksekveret med en kold sauce af kærnemælk fra Aabybro Mejeri!

Gastromand anmelder: Textur lever op til hypen

“Der skal være plads til uenighed!”

Næste ret var “Skagenfisk”, og for pokker jeg har glemt det – det kunne være skinstegt kulmule – tilgiv mig Dennis – vinen forførte mig! Speaking of which!

Château de la Mulonière på Chenin Blanc – en sprød og delikat sag – som jeg desværre ikke kunne finde på kortet.

Til den næste ret havde min medspiser en lille note – hun mente, at de fermenterede asparges til den skindstegte kylling, som mest af alt fik mig til at tænke på de sommeraftener, hvor min far lavede grydestegt kylling med skilt sovs, ikke passede ind i retten.

Gastromand anmelder: Textur lever op til hypen

Her må jeg lige trække overdommerkortet og sige, jo det gjorde de altså – der skulle nemlig være noget syre til fedmen. Men der skal være plads til uenighed.

Vores hovedret var “gris” og hermed rosastegt svinemørbrad, som heldigvis var sprængt – ellers er det faktisk noget af det mest uinteressante kød, der findes.

Hvis vi skal finde noget kritik, så var det nok aftenens “svageste” ret, men her snakker vi kun detaljer og virkelig på det niveau, hvor den dygtige elev har sikret sig en topkarakter, og censor lige vil se, om vi kan nå et endnu højere niveau.

Gastromand anmelder: Textur lever op til hypen

Jeg kan ikke komme med kritik om anretning eller tilberedning, men retten havde ikke helt den samme dybde og smagsoplevelse som de andre.

Crazy In love!

Det var der til gengæld ved desserten! Hvis jeg var sort, kvinde og verdenskendt sanger, ville jeg synge “You got me so crazy in love!” Det var nemlig total mundorgasme! Det var “is af umodnes korn med syltede solbær og sprød malt” – Hvordan det umodnede korn kommer i spil, aner jeg ikke – men det tilførte et nyt og for mig helt ukendt lag til isen – smukt!

Gastromand anmelder: Textur lever op til hypen

Nu vil jeg ikke skrive hvis – jeg vælger i stedet at skrive når jeg kommer igen, så bliver det for at fyre den af med “Texturen” og give den hele armen! Jeg har svært ved at finde noget kritik, men du skal vide, at de fem retter med fem vine er ret nøje afstemte, så du går ikke plørefuld derfra – det er forhåbentlig heller ikke din hensigt – men blot så du forstår, at du ikke kan få både i pose og sæk.

Hvis du har trang til en lille brandert har de glimrende cocktails og gode whiskys i baren – så forslår jeg, du starter og slutter med sådan en! Dennis Juhl og Frederik Østeraa har lige gjort Aalborg til en endnu mere attraktiv by at spise ude i!

Del artikel

Andre læser også