Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gaslight – Spirit og alle de andre: Dem savner vi i Gaden i dag

Af Michael Qureshi

En bølge af nye steder skyder op i Jomfru Ane Gade her i 2017, og det er herligt, at der sker noget i “Gaden”.

Men ikke desto mindre kan man også godt være lidt nostalgisk og savne nogle af de gamle steder, der har spillet en eller anden rolle i de yngre dage.

Der har været RIGTIG mange værthuse og diskoteker gennem Jomfru Ane Gades historie, og det er selvfølgelig umuligt at nævne dem alle. Men her er et udpluk af de steder, man stadig snakker om i Aalborg.

Gaslight

Gaslight skulle egentlig have heddet “Whisky-a-go-go”, men navnet var allerede registreret.

Det første og ældre værtshus i Gaden. Stifteren af værtshuset fik ideen på en busferie fra Tjæreborg til Norditalien – de stødte på fænomenet danserestaurant en aften i San Remo, og i 1967 var Gaslight en realitet.

Stedet blev så populært, at man gik med planer om at lave en slags “ventesal” i nærheden af diskoteket. Gaslight var førende i alt fra modeshows, smukke servitricer og ikke mindst en kæmpe fest aften efter aften.

I 1960erne og 1970erne var der krav om nobel påklædning på Gaslight – det førte til, at rejsekongen Simon Spies blev afvist i døren på grund af ureglementeret påklædning i form af en rullekravetrøje.

Det hele kulminerede da Beatles-ikonet John Lennon blev afvist i døren, da han hverken havde slips eller jakke på. Sangstjernen prøvede uden held at forklare dørmanden, at The Beatles havde skabt den musik, som var grunden til stedet var så populært.

Tordenskjold

Placeret hvor det nuværende Pigen og Trompeteten holder til. Inden det blev til Fru Jensen i 1987, var Tordenskjold i 10 år et yderst populært diskotek, hvor man mødtes for at more sig og få en svingom eller to.

Pusterummet

Da det åbnede i 1973 hed det egentlig Jomfruburet. Det er uvist, hvorfor det fik navnet Pusterummet, men det har sandsynligvis været ideen om et sted, hvor man kunne puste ud med en øl i hånden og med gode venner omkring sig.

Stedet blev især populært blandt de mange studerende i Aalborg, og der var ofte impulsive koncerter, når et orkester alligevel var forbi for at få en øl.

Musikcafé Rendezvous

Åbnede i 1983 som et sted med restaurant i stueetagen og spillested på førstesalen. Rendezvous havde et meget varieret udvalg af live-musik og var et meget populært sted indtil lukningen i 2003.

Stedet var et vældig populært for mange militære rekrutter, som havde deres værnepligt i Aalborg – heriblandt også Kronprins Frederik og Prins Joachim, som flere gange besøgte det hyggelige sted i Gaden.

Over Uret / Under Uret

Etableret i 1997. Kendt som stedet, hvor unge nordjyder for første gang blev introduceret for Gaden – et meget populært sted at holde Blå Mandag, og der var altid sjusser til studentervenlige priser.

Le bar BAT

Det hyggelige sted helt for enden af Gaden var baren, hvor du kunne opleve alt fra LIVE stand-up til livemusik. Altid garant for fællessang og god stemning.

Spirit of America

Her kunne man virkelig holde en fest. Dansegulvet var intimt, så man stødte altid mere eller mindre frivilligt ind i andre på dansegulvet. Musikstilen var meget blandet, og de spillede alt fra gamle klassikere til det nyeste popmusik.

Rock Nielsen

Det startede med at hedde “Fru Rock Nielsen”, men fik senere sit velkendte navn, Rock Nielsen. Et yderst populært sted, hvor mange studerende nød lidt anderledes musik, end der ellers blev spillet i Gaden. Rock Nielsen var især kendt for sit enorme dansegulv.

Hr. Nielsen

Hr. Nielsen måtte vige pladsen for et nyt koncept for ganske kort tid siden. Det var ikke desto mindre et legendarisk sted i Aalborg. Hr. Nielsen lå placeret meget centralt i Gaden, og af særlige karakteristika kan nævnes den lange bar og det altid proppede dansegulv.

Gaslight - Spirit og alle de andre: Dem savner vi i Gaden i dag

Saltlageret

Et yderst populært diskotek, som serverede mad om dagen og lagde op til heftige dansemoves om natten. Hvis man spiste brunch på saltlageret en søndag morgen, var der altid en svag påmindelse om eskapaderne fra dagen før – alt fra duft af fadøl til letklistrede gulve.

Dansebaren

Dansebaren tiltrak et lidt ældre segment, end mange af de andre steder i Gaden. Dansebaren havde ofte livemusik og ofte store danske kunstnere som eksempelvis Bamse. Mange husker også Ole med et ret prekært øgenavn i døren.

Del artikel

Andre læser også