Garanti for sol: Aalborg Lufthavn tilbyder ny eksotisk charter-destination

Går du allerede nu og drømmer om, hvor vinterferien skal gå hen til næste år, og trænger du måske til lidt afveksling fra de klassiske charterferier til De Kanariske Øer?
Så er der gode nyheder.
I vintersæsonen 2025/26 bliver det nemlig muligt at tage på charterferie til Egypten – direkte fra Aalborg Lufthavn.
Et egyptisk ferieparadis
Apollo Rejser, Bravo Tours og Spies har tilføjet Hurghada til vinterprogrammet, hvor der er rejser fra den 23. december 2025 til 1. april 2026.
Der er derfor også mulighed for at fejre jul og nytår i et meget varmere klima, hvor du kan fejre første juledag i bag mave ved grillen.
“Vi har længe kigget på at få udvidet vinterprogrammet med en feriedestination som Hurghada, da det egyptiske ferieparadis er perfekt, når der skal lades op med sol og varme i de kolde danske vintermåneder.
Samtidig kommer du rigtig langt for pengene i Hurghada, som særligt kommer de danske børnefamilier til gode, der kigger efter en charterferie med solgaranti,” siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Charterferie i eksotiske omgivelser
Det er måske ikke alle, der har helt styr på, hvad Hurghada er for et sted. Det gør Aalborg Lufthavn os heldigvis også klogere på.
En ferie til Hurghada byder på afslapning i paradisiske omgivelser, men skal udsigten være noget andet end fra liggestolen i solen, kan man altid tage på ørkensafari eller sejle en tur ud til paradis-øen Mahmya, hvor du kan snorkle fra strandkanten og nyde udsigten over det turkisblå hav under en parasol af palmeblade.
Udover de skønne strande og spændende udflugter byder Hurghada også på et livligt byliv med hyggelige markeder, autentiske restauranter og farverige basarer. Her kan du smage på lokale specialiteter, som friskfanget fisk og lækre mezze-retter, eller gå på opdagelse blandt håndlavede souvenirs og egyptisk kunsthåndværk.
Når solen går ned, forvandles byen til et stemningsfuldt mekka af musik, dans og orientalske lyde, hvor du kan opleve den ægte egyptiske atmosfære på en af de mange caféer eller strandbarer.