Gamle AaB-stjerner viser klassen: Har vundet endnu en stor titel

De gamle drenge fra Aalborg KFUM holder stadig et imponerende højt niveau.
Det traditionsrige Old Boys-hold, spækket med tidligere AaB-profiler, har netop sikret sig det Jyske Mesterskab efter endnu en flot sæson.
Det gjorde de med en 4-1 sejr ude over Kolding søndag eftermiddag.
Holdet, som i december 2024 vandt Danmarksmesterskabet, fortsætter dermed succesen og beviser, at rutine og sammenhold stadig er guld værd.
I truppen finder man velkendte navne som Allan Gaarde, Rasmus Würtz, Patrick Kristensen, Jakob Ahlmann, Daniel “DC” Christensen, og denne gang var også tidligere Superliga-topscorer Ronnie Schwartz med på holdkortet.
Kan spille sig i en ny DM-finale
Jakob Ahlmann, der stadig passer backen på imponerende vis, fortæller til MigogAalborg;
“Vi er glade for titlen og glæder os til næste runde på Fyn, hvor vi kan spille os i DM-finalen igen.
Men den store drivkraft for os er fællesskabet. Vi er en god gruppe, der har det godt med hinanden, og det er helt sikkert også en af vores styrker,” siger Ahlmann.
Plaffeministeren på holdet
Om den overraskende forstærkning af en tidligere Superliga-topscorer og udenlands-prof med kælenavnet “Plaffeministeren” siger Ahlmann;
“Vi var lidt ramt af skader, men Ronnie Schwartz er ny mand omkring holdet.
Plaffeministeren er ikke helt varm endnu, men det skal nok komme,” siger Ahlmann med et smil.
KFUM-holdet er dermed klar til finalen om Jysk-fynske mesterskab, hvor de møder de nykårede fynske mestre fra B 67.
Vinder de den kamp og titel – så gælder det så en ny DM-finale.
Og mens AaB kæmper for at rykke retur til Superligaen, så er det stadig de gamle kendinge, der sørger for medaljeglans over fodbold i Aalborg.