Galt eller genialt?: Tag en pakke med på bussen og bliv belønnet
Vi har aldrig nogensinde sendt og modtaget så mange pakker her i Danmark.
Pakkerne skal transporteres fra A til B og leveres med varevogne på kryds og tværs af byerne.
Men hvad nu hvis du på din rejse med offentlige transportmidler kunne være med til at løse logistikken.
Som belønning for at tage en pakke med mellem forskellige byer og aflevere i pakkebokse får du et gavekort til 7-Eleven, som du så kan bruge til mad, drikke og snolder.
Senere er det planen, at man skal kompenseres kontant eller få afdækket rejseudgifter.
NT skriver mandag i en pressemeddelelse, at de er indgået i et forsøg med navnet Crowdship, hvor fokus er på at undersøge, hvorvidt borgere og erhvervsdrivende kan hjælpe hinanden med en lettere, grønnere og billigere levering.
Fra Frederikshavn til Aalborg
Her stiller NT 6 pakkebokse til rådighed på følgende stationer;
Frederikshavn St., Hjørring St., Aalborg Busterminal, Aabybro Busterminal, AAU Busterminal og Aars Busterminal.
Forsøget, der varer indtil udgangen af september, tester en form for deleøkonomi, hvor frie ressourcer (rejsende i den kollektive trafik) kan hjælpe med at få løst en konkret udfordring.
I stedet for at sætte flere og flere køretøjer ind, som leverer pakker på kryds og tværs af regionen, kan pakkerne i stedet blive transporteret med hjælp fra passagerer i det eksisterende kollektive transportsystem.
Det første crowdshipping forsøg i verden, der gør brug af den kollektive trafik
Crowdshipping udspringer af crowdsourcing begrebet, hvor tanken er at dele problemløsning ud til et netværk af mennesker. I dette forsøg er fokus på at reducere trængslen og CO2 udslippet ved at lade passagerer i den kollektive trafik tage pakker med for hinanden.
“Hos NT vil vi gerne støtte forsøget. Vi tror på, at services såsom nærbokse på stationerne kan være med til at gøre hverdagen let og enkelt for vores kunder.
Vi er derfor spændte på at se, hvor villige kunderne er til at medtage pakker for andre, og så er det også vores håb, at projektet på lang sigt kan være med til at nedbringe trængslen på vejene og dermed også bidrage til at reducere CO2 udslippet” siger Mette Henriksen, chef for kunder og Salg hos NT.
Det skal være nemt og bekvemt
Andreas Fessler, Erhvervs-ph.d. på DTU og initiativtager til forsøget, er interesseret i at afdække, hvad menneskers vaner, værdier og adfærd betyder for, om de er villige til at transportere andre menneskers pakker.
Han siger ”Det skal naturligvis være nemt og bekvemt at få fat i pakkerne og at komme af med dem igen. At hente og aflevere skal gerne være sammenligneligt med at checke ind og ud med rejsekortet.
Den grundlæggende ide er, at passagererne vil blive kompenseret for at tage en eller flere pakker med”.
Rejsende, der er interesseret i at deltage i forsøget, kan tilmelde sig her.
Som tak modtager deltagerne et gavekort på 50-100 kr. til 7-eleven. Beløbets størrelse vil afhænge af, hvor mange pakker deltageren medbringer.
I en eventuel permanent løsning er det planen, at man modtager penge/kredit til rejseudgifter.