Gå for BørneTelefonen: Prøv det nye gå-fællesskab i Aalborg


55.324 gange sidste år – eller 1.064 gange om dagen i 2021 – ringede børn og unge til BørneTelefonen med svære og tunge følelser.
Børns Vilkår står bag BørneTelefonen, som siden 1987 har været en gratis livline for de yngste i samfundet, når der er brug for en lyttende voksen. BørneTelefonen er åben alle døgnets 24 timer.
Og foruden de oprindelige telefonsamtaler er det i dag også muligt at henvende sig via sms og chat fra BørneTelefonens hjemmeside.
Typen af problemer, som børn og unge ringer ind med, spænder vidt og bredt – hvad enten det er ensomhed, depression, selvmorstanker, angst, konflikter eller noget helt andet.
Ifølge Børns Vilkår handler fem af de daglige cirka 1.000 telefonopkald typisk om fysisk og psykisk vold i hjemmet.
Nyt initiativ for alle – gåture i Aalborg
Over hele landet arbejder Børns Vilkår løbende på at skabe mere synlighed om BørneTelefonen.
Både for at oplyse børn og unge om tilbuddet – og for at indsamle penge til det arbejde, som mange frivillige lægger i at svare telefonopkald, sms og chat fra børn og unge.
Et helt nyt initiativ er ‘Gå for BørneTelefonen’, som nu også er startet i Aalborg.
Tilbuddet er for alle – bedsteforældre, forældre, voksne, unge, børn – som har lyst til at tage på fælles gåture, både i Aalborg og til andre natursteder rundt om i Nordjylland.
Gå-fællesskabet hedder ‘Hold Aalborg’. Og hvis du har lyst til at prøve en fælles gåtur – og møde andre til refleksion, samtale eller bare rolig stilhed, mens I vandrer – kan du finde al information lige her.
Støt BørneTelefonen
Du kan også støtte BørneTelefonens vigtige arbejde med et økonomisk beløb, så flere udsatte børn og unge kan få hjælp og støtte.
Du støtter BørneTelefonen ved at sende et beløb via MobilePay til: 202636. Eller via BørneTelefonens online indsamling – lokalt for Aalborg lige her.
Alle støttebeløb går direkte til BørneTelefonens. For som Børns Vilkår siger: Målet med BørneTelefonen er, at ingen børn og unge skal stå alene med deres problemer.