Et ægte julemirakel: Frivillig forening må alligevel beholde deres hytte i skoven

Hos FDF Øster Hassing har man mere end kun julen at fejre i disse dage.
Foreningen stod nemlig over for at skulle rive en stor tilbygning til deres spejderhytte ned i en skov ved Gandrup nordøst for Aalborg.
Det havde Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø besluttet i foråret.
Men kort før jul faldt der en ny afgørelse, hvilket formand for FDF Øster Hassing, Christian Søndergaard beskriver som den bedst tænkelige julegave.
Det skriver Jyllands Posten – ligesom FDF Øster Hassing selv skriver det på deres Facebookside:
Først var tilbygningen ulovlig
Sagen handler om en 179 kvadratmeter stor tilbygning til kredshytten, som FDF Øster Hassing opførte tilbage i 2004.
Selve hovedbygningen er fra 1984 og var lovlig, da den blev opført. Men tilbygningen ligger i et område, der er udlagt som fredskov, hvilket ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) gjorde bygningen ulovlig, selvom den dengang blev godkendt af Hals Kommune.
I april i år afgjorde SGAV derfor, at tilbygningen skulle rives ned. Det udløste både frustration og bekymring hos de frivillige i foreningen – og sagen endte med at blive anket af både FDF’erne og Aalborg Kommune.
Ny afgørelse er et julemirakel
Klagen pegede på, at fredskovspligten kan ophæves, hvis et område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål. Og netop dét er tilfældet her.
Derfor har SGAV nu omstødt sin egen afgørelse og givet FDF Øster Hassing lov til at beholde hytten.
I den nye afgørelse lægges der vægt på, at spejderarbejde er et almennyttigt formål. Samtidig bliver det fredskovspligtige område delt, så den del af skoven, hvor hytten ligger, ikke længere er fredskov – uden krav om at plante erstatningsskov et andet sted.
“Det har været skørt og langt ude, at vi som frivillig forening har skullet kæmpe med sådan en sag. Men vi er enormt lettede over udfaldet,” siger Christian Søndergaard, formand for FDF Øster Hassing til Jyllands Posten.
Læs også: Julehus i Aalborg gik viralt: Nu modtager hun breve fra børn i hele byen