Friskpressede juices og spændende retter: Spiret præsenterer nyt brunchkort

Er du en brunch-hungrende aalborgenser, der slet ikke kan få nok af caféture, så har du med al sandsynlighed lagt vejen forbi Spiret.
To år i træk er Café Spiret blevet kåret til “Byens Bedste Brunch” af MigogAalborgs læsere, men det har bestemt ikke fået Mads Brix og Co. til at hvile på laurbærene.
I stedet har man arbejdet intensivt og videre på konstant at udvikle brunchen til det endnu bedre – og det er også lige præcis, hvad man nu gør igen.
“Vi lancerede nyt brunchkort i går, hvor der foruden nogle nye retter, også er kommet friskpressede juice og shots på,” fortæller Mads.
Byens bedste brunch kræver byens bedste drikkevarer
De nye juice har været lang tid undervejs, og Mads og hans team har brugt rigtig meget tid på at tilpasse og udvikle dem, så smagen var fuldstændig perfekt.
“Når man har byens bedste brunch, så skal man selvfølgelig også have byens bedste drikkevarer. Derfor har vi også investeret i en helt ny juicepresser, så det altid er friskpresset, når man bestiller,” siger han.
De nye juice kommer i tre forskellige varianter: Orange Blaze (gulerod, citron, peberfrugt og æble), Green Gaia (spinat, agurk, ingefær, æble og mynte) og Rose Velvet (hindbær, citron, ingefær og æble).
Derudover er der også tre nye slags shots på menukortet, og her snakker vi ikke dem, der smager af lakrids … Men derimod frisklavede shots med henholdsvis ingefær, blodappelsin eller hindbær.
Men nyheder stopper ikke der. For retterne har også fået en forårsopdatering.
Nyhederne på kortet er som følger:
- Ananasskyr med müsli og tern af økologisk ananas
- Jordbærkoldskål med kammerjunker og friske jordbær
- Klassisk cæsarsalat med hjemmelavet cæsardressing, parmesanflager, kylling, romainesalat, croutoner, cashewnødder og jordbærperler Bønnesalat med sesamristede bønner og peberfrugt sauté pyntet med persille
- Gazpacho med fintsnittet agurk og tomat pyntet med friterede kapers og kørvel,
- Hjemmelavet urtevaffel med parmesancreme, sprød serrano, forårsløg, radiser og kørvel.
- Citrontærte
Vi kan lige så godt være ærlige.
Spiret har – som altid – bare styr på deres brunch.
Retterne er velsmagende, men derudover er de pyntet lige efter forskrifterne – tag f.eks. deres cæsarsalat, der lige er pyntet med flotte, smagfulde og dekorative jordbærperler, der lige gør det sidste for både smags- og synsindtrykket.
Gå all in med den komplette brunch
Alt er altså næsten som det plejer på Spirets populære brunch, hvor du kan vælge enten 3, 4, 5 eller 6 retter, der alle inkluderer fri saft – alt andet skal tilkøbes.
Men fremover kan du dog også gå all in med den nye “Komplet brunch”, hvor du for 250 kr. får fem retter og brød, valgfri kaffe, juice og et shot.
Her på redaktionen er vi naturligvis altid klar på at prøvesmage et nyt madkoncept i byen, og når nogen nævner komplet og brunch i samme sætning, så er vi nærmest lykkelige, inden vi overhovedet har taget den første bid … eller den første tår.
Spirets Komplet Brunch er for dig, der vil have den ultimative brunchoplevelse, hvor du samtidig ikke behøver at bekymre dig om, at regningen løber løbsk, fordi du lige skal have den der, den og også lidt af den der …
I den komplette brunch får du alt det gode på én gang til en fast pris, og hvor både smagsløg, mavesæk og øjne bliver glade.