Friske tal frigivet: For første gang falder antallet af indlagte i Nordjylland

Skrevet af: Michael Qureshi
Pressefoto Region Nordjylland
Pressefoto Region Nordjylland

Nu er sygdom jo absolut intet at juble over.

Men hvis vi nu skal finde helt positive briller frem i disse stunder, hvor nyhedsstrømmen ellers er fyldt med dårligt nyt, så kom der et skønt lille lyspunkt i dagens overvågningsrapport fra Statens Serum Institut.

Her kan man konstatere, at for første gang Corona-virussen fik sit tag på Danmark og man har lavet disse overvågningsrapporter, så er tallet af indlagte i Region Nordjylland faldet.

Faldet med 10%

Fredag var tallene 30 indlagt på sygehusene, hvoraf ni er på intensivafdelingen, heraf er otte indlagt på intensiv og i respirator.

Men på et døgn har de tal ændret sig med et lille positivt tal.

Lørdag d. 28. marts siger Epidemiologisk overvågningsrapport, at i Nordjylland er nu 27 indlagt med 10 på intensivafdelingen, heraf otte i respirator.

Det er et lille fald på 10%, men forhåbentligt tegn på en udvikling og en stabilitet i antallet af alvorligt syge af Corona i Nordjylland.

Det oplyses desværre ikke om det skyldes, at patienterne er døde de seneste døgn eller udskrevet – men lyspunktet ligger i, at der i hvert fald ikke er kommet flere indlagte til i så fald.

Tallene på intensiv-afdelingen ligner også meget hinanden det seneste døgn, som man kan se i nedenstående boks.

Region Sjælland oplevede også et fald på 6% det seneste døgn af antal indlagte.

Nordjylland er klart den region som har det bedst lige nu i Corona-krisen. Ud af de i alt 459 indlagte på de danske hospitaler er kun 27 af dem her i Nordjylland.

Der er dog ingen tvivl om, at det selvfølgelig lynhurtigt kan vende, hvis man tager for let på myndighedernes anbefalinger om at opholde sig mest muligt hjemme, og uden for vise hensyn, tage afstand og vaske hænder.

Jylland kan slippe lettere

DR Nordjylland har også snakket med Henrik Nielsen, der er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Han vurderer, at det vestlige Danmark og især Nordjylland er mindre hårdt ramt end eksempelvis København, hvor befolkningen bor meget tæt.

“Når der er en mulighed for, at Jylland og Fyn vil komme nemmere gennem denne bølge, så skyldes det, at de restriktioner, der skal begrænse smitten, er lagt ned over hele landet på én gang og ikke landsdel for landsdel afhængig af, hvor langt smitten er nået.

Hvis restriktionerne virker som ønsket, kan smittekurven potentielt bliver fladere i den vestlige del af landet,” forklarer Henrik Nielsen til DR Nordjylland.