Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fredagsbar: Drik en øl og mød kandidaterne til EP-valget

Af Nathalia Hentze Nielsen

Det er forhåbentlig ikke gået nogens næse forbi, at vi skal forbi stemmeurnerne søndag den 9. juni.

15 danske medlemmer til Europa-Parlamentet skal vælges, og de kommer sammen med resten af EU til at sætte retningen for det fremtidige europæiske samarbejde.

Sidder du og tænker, at det ikke rager dig en papand, hvad der foregår nede i Bruxelles, er du netop et af de mennesker, der især bør tage forbi Friis Streetfood’s fredagsbar i dag.

Temaet for fredagsbaren er EP-valget og fra klokken 16.00 til 18.00, kan du drikke øl og udfritte politiske kandidater fra venstre- og højrefløjen om alverdens ting.

Det er gratis at deltage.

En uformel samtale om politik

Selvom vi i Danmark har de berømte “danske forbehold”, og synes vi klarer alt det der lovgivning fint nok selv, kan vi ikke komme uden om at de love, der laves nede i EU påvirker os alle.

Det er eksempelvis i EU, at der besluttes hvilken retning landbruget og fiskeriet skal i, og den nye, noget udskældte barselslov, der sikrede fædre mere øremærket barsel, ja, den blev netop besluttet i EU.

Med krigen i Ukraine og et Rusland, der puster sig op, er der også forsvarsmæssige og militære beslutninger, som skal tages, hvilket også involverer lille Danmark.

Kort fortalt: Det betyder noget, om du stemmer eller ej.

“Det her valg kan virke meget fjernt fra os menige mennesker, men det er et af de vigtigste valg nogensinde, og her regner jeg også Folketingsvalg med,” fortæller Kasper Molin, der er initiativtageren hos Friis Streetfood.

Han har inviteret omkring 6-7 kandidater til en uformel samtale om valget, hvor du kan spørge løs over en øl eller sodavand.

“Politik kan være højtflyvende, men med den her fredagsbar bringer vi det ned på jorden. Der er plads til, at man kan være enige eller uenige, og der er alle politiske perspektiver,” tilføjer han.

Læs mere om fredagsbaren her.

Del artikel

Andre læser også