Fik en genial idé: Frida og Nikoline er gået all-in på iværksætteriet
Kender du dette scenario:
Du har haft en festlig nat i Gaden med dine venner, og nu vil du gerne hjem. Derfor drager du mod garderoben, men da du står foran den trætte garderobepige, er dine lommer tommer.
Den lille papirlap, som står mellem dig og jakke (hvor dine husnøgler selvfølgelig også ligger), er forsvundet, og lige meget hvor meget du diskuterer med hende er faktum, at du først får din jakke om maaaaange timer.
Som to festglade piger har Nikoline Germer Kristensen og Frida Livoni stået i ovenstående situation flere gange, og derfor fik de en genial idé, da de i innovations-valgfaget på Aalborg Handelsskole skulle finde en case at arbejde med.
“Vi skulle finde et problem til innovationsholdet, som vi kunne komme med en løsning på, og da én af os for nylig havde mistet vores garderobebillet, fik vi idéen til en digital billet.
Herefter gik det stærkt, og vi endte med at vinde både den nordjyske og den regionale innovationskonkurrence i Company Programme og gik videre til DM i København,” fortæller Frida om hjertebarnet DROPE.
Spirende iværksætterdrøm
Deres idé har fra start fået så positiv feedback fra både handelsskolen, erhvervsfolk, familie og venner, at det ikke tog dem længe at beslutte sig for at springe ud i iværksætterlivet.
Selvom både Nikoline og Frida har iværksættere i familien, var deres egne iværksætterdrømme netop det: kun drømme.
At de allerede som 19-årige skulle få en idé, de kan bygge en karriere ud fra, var der ingen af dem, som havde forudset, men de har kastet alt deres tid og penge efter at få det til at lykkes.
“Det er kommet bag på mig, hvor hårdt det er, og hvor meget disciplin man skal have, men det er også pisse fedt,” siger Nikoline.
Frida nikker og tilføjer, at det er en drivkraft for dem begge at være deres egen chef og at skulle præstere.
“Nikoline og jeg er gift nu. Vi er sammen hele tiden,” tilføjer hun med et grin.
Sådan fungerer DROPE
Mens Frida står for marketing og salg, og Nikoline klarer det juridiske, har de også fået Thomas med ombord, der er “skide dygtig” til programmering, som de forklarer det.
Ingen af dem har en teknisk baggrund, og deres idé kræver i høj grad en effektiv digital løsning. Oveni at være en dygtig programmør var Thomas også med til at starte LendMe op fra bunden og skalerede den i en sådan grad, at de kunne sælge virksomheden til en norsk koncern for et trecifret millionbeløb.
Konceptet lyder ellers super simpelt.
Du har en NFC-chip, der er klistret på en bøjle. Den er kodet til at kunne tage imod betaling samt sende bøjlenummeret til app’en. Det vil kort sagt sige, at i det du scanner bøjlen med telefonen, sker der både en overførsel af bøjlenummeret til telefonen og en overførsel af penge til garderoben.
Bag den simple transaktion ligger der dog utallige timers programmering og test. Senest har trekløveren testet DROPE til en fredagsfest på deres gamle handelsskole. En test, der gik fantastisk.
“Der kom omkring 500 elever på én gang, så vi fik virkelig prøvet systemet af. De kom alle i partybusser og skulle afsted på samme tid igen. Det blev til 700 udtjekninger på 40 minutter, fordi de afleverede 500 jakker og 200 tasker,” fortæller Frida.
“Det er ved udtjekningerne, at det som regel går galt i nattelivet, fordi folk er for fulde, eller de har mistet deres papirlap. Med vores system er det ikke muligt at miste din billet. Selv hvis din telefon går død, kan du låne en anden telefon, logge ind og finde din billet,” uddyber Nikoline.
Uundværlig hjælp fra BusinessAalborg
Iværksætterlivet er ikke ligefrem kendt for at være det mest ligetil og for at lykkes med DROPE, har Nikoline og Frida også taget al den hjælp, de kan få.
Her har BusinessAalborgs StartUp Club været uundværlige.
“Da vi kom til vores første møde med iværksætterkonsulenten Malene Gade, spurgte hun, hvad vi kunne tænke os hjælp med, og hver evig eneste gang vi mødes med hende, er hun så skide dygtig til at lede os på rette vej.
De har så stort et netværk hernede. Vi er blevet sendt videre til nogen, der kan hjælpe os med marketing, og har fundet en advokat, der kan hjælpe med GDPR, og vores netværk vokser sig større og større.
Vi farer aldrig vild. Malene hjælper os altid på rette vej,” fortæller Frida.
Det var Malene, der satte de unge iværksættere i kontakt med deres salgscoach, og for det er de evigt taknemmelige.
“Det har været den allerbedste hjælp for os, og vi havde ikke fundet hende uden Malene,” slår Nikoline fast.
Faktisk har Malenes hjælp betydet så meget for dem, at Frida skyndte sig at anbefale iværksætterkonsulents hjælp til hendes egen mor, der ejer egen virksomhed.
“Min mor manglede hjælp til marketing, og efter hun havde mødtes med Malene, skulle jeg i to timer høre på, hvor fantastisk hun er,” Frida griner og slår ud med armene: “Det var jo det, jeg hele tiden havde sagt til min mor!”
Har du selv en idé, som du drømmer om at gøre til din levevej? Book et møde med en af BusinessAalborgs iværksætterskonsulenter eller læs mere om BusinessAalborg og StartUp Club her.