Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Koncertpladser i byen: Her er planerne for fremtidens koncerter i Aalborg

Af Michael Qureshi
Foto: Jan H. Pedersen.
Foto: Jan H. Pedersen.

Vi er mange, som savner at komme til koncert i Aalborg.

Fredagskoncerter, Skovrock, Karneval i Kildeparken, Vi elsker 90’erne, store udendørskoncerter som senest Maroon 5 i Mølleparken.

Corona har sat en kæp i hjulet for det store fællesskab og de store events i Aalborg.

Men fremtiden er stadig lys, og de store arrangementer kommer igen.

Således er Aalborg Kommune i fuld gang med at gøre klar til nogle hektiske år, hvor både store danske samt internationale navne bliver hentet til byen.

I morgen torsdag d. 29. april er godkendelse for rammer af store udendørs koncerter på dagsorden hos By- og Landskabsforvaltningen.

Den forventes godkendt uden de store diskussioner, og det er selvfølgelig ret interessant at få et særligt indblik i, hvor man påtænker, at fremtidens store koncerter skal afholdes i Aalborg.

Aairport Festival kan komme i Kildeparken

Der ligger også en nyhed gemt i den dagsorden, da man under kommende arrangementer i Kildeparken nævner Karneval, den nye Colorz Festival og så det vilde Aairport Festival der var en bragende succes i Gigantium i januar 2020.

Dermed tyder alt på, at Aairport Festival kommer til at rumme både det store indendørs event i Gigantium hver januar, og så med et stort udendørs event med Kildeparken som en sandsynlig lokation.

Aairport Festival fik stor ros for at hente nogle af de største EDM-navne til Aalborg.

Hos Aairport Festival vil man hverken be- eller afkræfte planerne om et stort event i Kildeparken, som kunne ligge allerede i august eller september.

“Det er ingen hemmelighed, at vi hele tiden arbejder på at udvide konceptet omkring Aairport Festival.

Det er ikke fastlåst til kun at være i januar i Gigantium, og sidste år havde vi også annonceret et udendørs Aairport, som desværre som så meget andet blev aflyst,” siger Kresten Thomsen, arrangør af Aairport Festival.

Melder snart noget ud

Han fortsætter;

Men jeg tør godt at love, at vi snart har noget spændende at melde ud, og der kunne Kildeparken godt spille en central rolle.

Men jeg har ikke yderligere kommentarer til den del, før vi har noget officielt at melde ud,”

Brugen af Mølleparken ved siden af Aalborg Zoo har også længe været en varm kartoffel.

Zoo har blandt andet fortalt, at deres chimpanser fik tynd mave af de store koncerter som Rasmus Seebach og andre.

Senest var Maroon 5 også på plakaten med 17.000 tilskuere i det store grønne område.

Selv om det tydede på, at Mølleparken ville være rød zone for kommende udendørs-koncerter i Aalborg, så ser det alligevel ud til, at den kan bruges.

Mølleparken kan stadig bruges til koncerter

Aalborg Kommune skriver således om Mølleparken;

“Pladsens bynære placering og størrelse gør den egnet til helt store koncerter.

Til gengæld betyder hensynet til Aalborg Zoo og dyrenes reaktion på støjgener, at der bør være ekstraordinære grunde til at tage Mølleparken i brug til musikalske events.

Det kunne være et stort internationalt koncertnavn i stil med Maroon 5.”

Der ventes at give tilladelse til maksimalt 3 koncerter i Mølleparken om året.

Sådan her ser planer om koncert-pladser ud

Mølleparken


Kapacitet: 17.000

Forventet antal arrangementer årligt: 3
Mulige events: Store internationale navne

Kildeparken

Parkens bynære placering og størrelse gør den egnet til større koncerter. Dette skal opvejes i forhold til hensynet til naboer, der bor relativt tæt på parken, og hensynet til slitagen på parkens træer og øvrige beplantning.

Kapacitet: 23.000 pers.
Forvente antal arrangementer årligt: 3
Mulige events: Karneval, Colorz Festival og Aairport Festival

Karolinelund

Parken har ikke en størrelse der gør den egnet til de helt store koncerter. Til gengæld fungerer den rigtig godt til mellemstore koncerter og mange forskelligartede arrangementer.

Kapacitet: 7.000 pers.

Forventet antal arrangementer årligt: 12
Mulige events: Skråens Fredagskoncerter og lignende

Koncertpladsen på Hvorup Kirkevej (Nørresundby)

Pladsen er ikke kommunal, men Aalborg Kommune har siden 2004 haft en aftale med Aalborg Kaserne om brug af pladsen til at afvikle tre årlige koncerter.

Kapaciteten betyder, at selv rigtig store koncerter vil kunne afvikles der.

Selvom pladsen ikke er bynær som de øvrig nævnte pladser, har offentlig transport og gode parkeringsforhold betydet, at det ikke har været en hindring i forhold til at tiltrække et stort publikum til Grøn Koncert.

Placeringen tæt på E45 gør, at pladsen også har gode tilkørselsforhold for gæster, der kommer udefra.

Kapacitet: 35.000-40.000
Forventet antal arrangementer årligt: 3
Mulige events: Grøn Koncert og et kæmpe internationalt navn i Coldplay klassen

Skovdalen

Skovdalen er en særdeles velegnet til koncertarrangementer. Den har en central placering og er værdsat af såvel arrangører som publikum.

Den største udfordring er kapaciteten. Der er ikke plads til de helt store koncerter.

Kapacitet: 5.500 pers.
Forventet antal arrangementer årligt: 10
Mulige events: Skråens Skovrock

Dyrskuepladsen Skalborg

Pladsen er kun delvist kommunalt ejet. For at pladsen kan benyttes forudsætter det, at Agri Nord er villige til at udlåne deres del af pladsen, og at fodboldbanerne, der desuden er del af pladsen, kan bruges og ikke bliver beskadiget i forbindelse med et eventuelt arrangement.

Pladsen har en god størrelse og egner sig til større koncerter.

Kapacitet: 15.000 pers.
Forventet antal arrangementer årligt: 3
Mulige events: Vi Elsker 90’erne

Andre koncertpladser i byen med ekstraordinær tilladelse

Havnefronten
til eks. Regatta, IDRÆTSMØDET, Tall Ship Races etc.

Musikkens Plads 
til eks. de kommende sommer-koncerter med Christopher, Mads Langer og mange flere. Læs mere om det her.

Del artikel

Andre læser også