Efter afgørende møde: Nu er fremtiden for bussluse på plads

Busslusen på Kastetvej har ikke just været en udpræget succes, der har haft flere vildfarne bilister som ofre.
Alligevel kom det i april frem, at en ny bussluse var på tegnebrættet i Aalborg – denne gang på Østerbro, hvor kun busser skulle være tilladt at køre.
Torsdag blev fremtiden for en eventuel ny bussluse drøftet på et byrådsmøde, hvor planerne blev skudt til jorden.
Der er sket rigeligt i Aalborg
I et referat fra gårsdagens møde fremgår det, at SF og EL (to stemmer) stemte for en bussluse på Østerbro, mens et flertal med V, K, S og DD (med i alt fem stemmer) stemte imod.
Det er en glad rådmand, MigogAalborg har talt med ovenpå udfaldet:
“Jeg er tilfreds med, at jeg fik min vilje. Jeg synes, der er sket rigeligt i Aalborg de seneste år ifm. realiseringen af Plusbus.
Nu skal vi lige have tid til at komme os over den forandring, der er sket, inden vi sætter flere nye forbudsskilte op,” forklarer rådmand Jan Nymark Thaysen (V) og fortsætter:
“Borgerne har i forvejen problemer nok med at finde rundt i Aalborg, og nu må man ikke svinge til højre her og venstre dér. Nu klapper vi lige hesten og giver borgerne lidt ro, så vi forhåbentlig kan få en positiv historie om Plusbussen.
Fælles for alle er dog, at der er ønske om at øge mobiliteten i området med henblik på at udarbejdet et alternativt fremkommelighedsprojekt.

Flere ulemper end fordele
Rådmanden er positivt stemt for at tænke i bedre fremkommelighed, men det skal ikke kun gavne busserne:
“På Østerbro konkret skal vi afsøge muligheden for noget, der tilgodeser alle mobilitetsformer og ikke kun busser.
Krydset på Karolinelundsvej/Østerbro er en sort plet, hvor man skal arbejde videre med en løsning, der ikke kun kigger på Østerbro og laver en masse begrænsninger. Der skal kigges bredt,” fortæller Jan Nymark Thaysen.
Kun at tilgodese busserne på Østerbro vil ifølge rådmanden skade både andre mobilitetsformer såvel som de lokale erhvervsdrivende:
“Gevinsten ved bedre busfremkommelighed står slet ikke mål med de negative afledte effekter. Man ville nok også fjerne 15 P-pladser og måske flere. Det lyder ikke af meget, men det er det, når man i forvejen mangler P-pladser.
Jeg havde en butiksejer i røret, der har tre butikker på Kastetvej, der mistede 50% af omsætningen i forbindelse med nedlukningen,” forklarer rådmanden og uddyber:
“Kantstensparkering er vigtige og betyder meget for små butiksindehavere. Den type butikker er der også mange af på Østerbro, og dem kan vi godt tage hensyn til, synes jeg,” lyder det.