Pizza, trivsel og teamwork: Derfor strømmer folk til pizzakurser hos Frederik
Pizza har altid været blandt danskernes absolutte takeaway-favoritter.
Men de seneste år er landet blevet ramt af en regulær gør det selv-pizzabølge, og i dag er det svært at finde en terrasse eller altan uden en pizzaovn.
Alligevel kan det være en udfordring at ramme den helt perfekte, sprøde bund, de rette smagskombinationer – og ikke mindst teknikken.
Heldigvis er der råd for det i Nordjylland.
Frederik Møller fra Nørresundby har nemlig skabt fredespizza.dk, som med stor succes tilbyder pizzakurser – enten i hans hyggelige orangeri i Nørresundby, som teambuilding på arbejdspladsen eller hjemme i privaten.
Selvom Fredes Pizza ikke har været i luften længe, har Frederik haft overraskende travlt siden opstarten.
Han har allerede stået bag flere større arrangementer – blandt andet for Spar Nord, Aalborg Kommune og Siemens.
“Jeg bliver glad helt ind i hjertet, når virksomheder vælger et arrangement hos mig”, siger Frederik Møller og fortsætter:
“For jeg ved, at det danner grobund for højere trivsel ude i de enkelte virksomheder.”

Meget mere end pizza
Med Frederik Møller som læremester behøver et teambuilding-arrangement ikke at handle om navneskilte og akavede øvelser, men om duften af dej, grin på tværs af afdelinger og følelsen af at lykkes sammen.
Det er netop det, der er kernen i Fredes Pizza. Frederik lægger ikke skjul på, at det her handler om mere end bare mad.
“Når mennesker trives, vokser virksomheden. Det er ikke flødeskum. Det er forretning,” forklarer han.
Hans passion er at samle mennesker om noget, der føles let og sjovt, men som i virkeligheden kan rykke noget dybt i et team.

Man kan mærke det på virksomhederne
Ifølge Frederik er forskellen tydelig, når teams træder ind ad døren.
Nogle kommer med højt tempo og stærk energi. Andre med slid, små gnidninger og en stemning, der afslører, at trivsel ikke altid har stået øverst på prioriteringslisten.
“Det er tydeligt at mærke, om de prioriterer deres trivsel,” fortæller han.
Og netop derfor giver pizzaformatet mening.
Når medarbejdere står skulder ved skulder, hjælper hinanden, griner og smager undervejs, falder paraderne. Man får et nyt blik på hinanden.

Hvem laver den bedste pizza?
Et pizzateambuilding-arrangement fungerer både for madentusiaster og for dem, der aldrig har prøvet at stå i et køkken før.
Man former, topper og bager. Man samarbejder. Man konkurrerer lidt – hvis man vil. Og til sidst spiser man noget, man selv har skabt.
“Alle kan være med, og der bliver virkelig grinet, heppet og snakket undervejs. Det er en fælles oplevelse, uden at det føles tvunget,” forklarer Frederik.

Sådan kommer du med
Fredes Pizza er i dag et lokalt forankret koncept med base tæt på Aalborg, men med ambitioner, der rækker længere end selve pizzaovnen.
Det handler om stærkere relationer, bedre samarbejde og virksomheder, hvor mennesker trives.
Og det hele starter med noget så simpelt som en pizza.
“Jeg har plads til cirka 20 kursister i mit orangeri, men jeg kommer hellere end gerne ud i Nordjylland og afholder kurser,” slutter Frederik.