Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sikrer leg og fri udfoldelse: To store grønne områder fredes i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen

Aalborg er inde i en rivende udvikling og oplever i disse år en betydelig befolkningstilvækst, og det betyder også, at der er øget efterspørgsel på byens parker.

Gennem en fredning ønsker Aalborg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening at sikre Sohngårdsholmparken og Den Gamle Golfbane for eftertiden, som et stort, sammenhængende og offentligt tilgængeligt natur- og parkområde, der er en del af byen.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det har stor betydning, at kommunen kan fastholde og udvikle byens parker som offentligt tilgængelige natur- og parkområder.

Fredningen betyder, at parkerne kan benyttes af borgerne som hidtil, men nye anvendelsesmuligheder er begrænset til natur- og parkformål.

Kan udvikle sig endnu mere

Fredningen har fokus på at bevare Sohngårdsholmparken og udvikle naturindholdet på Den Gamle Golfbane, der allerede har et rigt naturindhold, som over tid kan udvikle sig meget mere. Stadsgartner Kirsten Lund Andersen fortæller:

“Vi har en enorm efterspørgsel på arealer til leg, bevægelse og fri udfoldelse – vi glæder os over at fremsynede politikere vil give borgerne den faste ramme, hvor der er plads til dette.”

Fredningen har også stor betydning for byens drikkevandsforsyning. Noget af byens reneste grundvand findes i dag under Den Gamle Golfbane og fredningen medfører en bedre beskyttelse af fire eksisterende vandboringer.

By og Lands nye rådmand, Jan Nymark Thaysen udtaler:

“Som ung studerende har jeg selv haft stor fornøjelse af Golfparken, hvor vi på landinspektørstudiet udførte opmålingsopgaver. Det glæder mig derfor, at vi nu har sikret både denne grønne perle samt den sammenhængende Sohngårdsholmpark og derved en vigtig grøn kile, som jeg er sikker på, at fremtidens generationer vil få stor gavn og glæde af.”

Fakta:

  • Fredningen omfatter et areal på 58,4 ha.
  • Processen med at frede områderne begyndte tilbage i 2017 og i december 2121, har fredningsnævnet vedtaget fredningsforslaget for Sohngårdsholmsparken og Den Gamle Golfbane.
  • Fredningsgrænsen følger parkernes nuværende afgrænsning, med undtagelse af Den Gamle Golfbanes sydlige del – langs Universitetsboulevarden omkring institutionen Fristedet, som ikke er blevet fredet. Her er fredningsgrænsen fysisk markeret med 5 fredningssten hugget i granit.

Del artikel

Andre læser også