Så er der snart Fredagsfest: Sådan bliver det i år i Karolinelund

Fredagsfester i Karolinelund er blandt de hyggeligste udendørs koncerter i Aalborg.
I 2019 var de et kæmpe hit, og hver fredag fandt 6.000 gæster vej til Karolinelund til totalt udsolgte koncerter.
Corona satte sidste år i den grad en stopper for de normale Fredagsfester. Men i år bliver det markant bedre.
Med de nye restriktioner må der nu være 2.000 publikummer til hver Fredagsfest, og det er nu, at man skal til at beslutte sig.
For der er ild i billetsalget, og der går ikke lang tid, før man begynder at melde udsolgt.
Alle skal booke billet på forhånd
For i modsætning til i 2019 så sælges alle billetter i forsalg. Så man kan ikke bare tage beslutningen på dagen, og møde op til indgangen i Karolinelund.
Man skal have billet på forhånd.
Vi har længe ventet spændt på, hvordan Skråen som hovedarrangør vil afvikle årets Fredagsfester, og det har de onsdag eftermiddag meldt ud.
“Nu bliver der heldigvis åbnet op igen, så Skråen har fået lov til at samle 2.000 stående gæster fordelt på 2 zoner i Karolinelund.
En zone i venstre side af pladsen og en i højre side. Hver zone med egen indgang, egne toiletter, egne barer og boder.
Der skal checkes coronapas i indgangen, men ellers er alt, som vi husker det med fadølsvogne, madsalg og masser af hygge i Aalborgs gamle fine park,” lyder det fra Jørgen Nissen fra Skråen.
Der er nu billetter til salg til ALLE koncerterne, som bl.a. inkluderer Lars Lilholt Band, Jung, Ude af Kontrol og MANGE flere.
Her er programmet for Fredagsfesterne 2021
fre. 02. juli BIRTHE KJÆR & FEEL GOOD BAND
fre. 09. juli JOHN - Rasmus Bjerg
fre. 16. juli POUL KREBS & BAND
fre. 23. juli FYR & FLAMME
fre. 30. juli COMEDY med HEINO HANSEN, VICTOR LANDER, EVA JIN, CARSTEN BANG og JESPER JUHL
fre. 06. aug. KESI supp. HØKER
fre. 13. aug. MAGTENS KORRIDORER
fre. 20. aug. FAUSTIX + UDE AF KONTROL
fre. 27. aug. *Offentliggøres senere.*
Billetter koster 195 kr. inkl. gebyr og billetter kan købes i Salling, Billetlugen og på Skråen.dk