Nu er det slemt: Politiet fraråder al unødig kørsel i Nordjylland

Stormen Otto udvikler sig og er taget til.
Det mærker man hos Nordjyllands Politi, hvor der her til aften er travlt med hændelser.
Særligt er løsrevne gavle og tage på større beboelsesejendomme i Aalborg et problem, som giver farlige situationer.
Nordjyllands Politi fraråder nu al unødig udkørsel i hele Nordjylland.
Det oplyser politiet fredag aften klokken 20.00
Har alt for travlt
Vagtchef Lau Larsen siger om situationen:
”Omfanget af hændelser er i øjeblikket stigende, og vi kan mærke at vinden har fat derude.
Vi har et godt samarbejde med kommunerne og Nordjyllands Beredskab, hvor vi rykker ud til de mest kritiske hændelser.
Generelt må vi sige, at vi lige nu ikke har mulighed for at rykke ud til alle anmeldelser.
Nogle ting må vente til at stormen er løjet af.
Som situationen ser ud lige nu, vurderer vi at det er nødvendigt at fraråde al unødvendig udkørsel.
Hvis du allerede er taget afsted, så kør direkte og forsigtigt hjem, så snart du har mulighed for det.”
Vi opfordrer til, at man kun ringer 112, hvis der er akut fare. Andre henvendelser skal gå til politiets servicetelefon på 114.
Tage og gavle på afveje
På Thulevej i Aalborg er en gavl faldet ned på en større ejendom.
Beboerne er evakueret og midlertidigt indlogeret andetsteds.
På Granlien 53-31, ligeledes i Aalborg, har et tag løsnet sig, og beboerne skal holde sig inden døre.
En lastbil er også væltet i Nordjylland, samt masser af træer er brækket midt over og ligger på vejene.
På motorvejen omkring Aalborg har der også været ting ude på vejen, hvor Beredskab har været nødt til at rykke ud for at fjerne det.
Superliga-kampen mellem AaB og AGF er dog ikke berørt af stormen bortset fra selve spillet på banen, som er tydeligt præget af blæsten.