Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Et stykke af Frankrig til boligen: Fransk vintage-butik åbnede i dag i Aalborgs midtby

Af Nathalia Hentze Nielsen

Nørregade har været igennem en voldsom forvandling de sidste par år.

I lang tid måtte fodgængere zigzagge mellem røde kegler og opbrudte fortov, mens Aalborg Kommune gennemførte et stort renoveringsarbejde.

I dag er Nørregade forvandlet til en af Aalborgs flotteste gågader med masser af sjæl, stemning og specialbutikker.

Nu satser en ny vintage møbelforretning på at kunne tilføje sit helt eget unikke præg til gaden med en selektion af industrielt design og fransk vintage.

Forretningen med det fransk-klingende navn No 5 Brocante ligger på Nørregade 21 ved siden af den gamle kending Lydspecialisten.

Spørger man ejerne bag, er beliggenheden bestemt ikke tilfældig.

”Vi har valgt Nørregade, fordi det er et utrolig hyggeligt sted.

Vi håber på at kunne være med til at gøre Nørregade attraktivt efter den tre år lange renovation, hvor flere butikker har måtte se sig nødsaget til at dreje nøglen om,” fortæller Oliver Kaad, der udgør én del af mor-søn duo bag Brocante.

Et stykke af Frankrig til boligen: Fransk vintage-butik åbnede i dag i Aalborgs midtby

Alt har en historie

Brocante er fransk for ”at handle med genbrugsvarer”, og det må siges at passe rigtigt godt på møbelforretningen, som sælger vintage møbler og brugskunst med masser af patina – og unikke historier.

Alle varer har nemlig en historie, slår medejer – og mor til Oliver – Britta Ostenfeld fast, og der er også sat tid af til at få fortalt netop den historie, mens man drikker en kop kaffe i forretningen.

Når man træder ind i Brocante, kan man f.eks. være heldig at spotte et skab fra en lukket lægepraksis, gamle sifonflasker i blå og grønne nuancer, et arkivskab fra Strafor Strasbourg eller Model A stole fra Tolix.

Hele projektet startede med industrielle lamper fra franske fabrikker, de såkaldte jieldé lamper, men efterhånden er der kommet mange flere møbler til.

Et stykke af Frankrig til boligen: Fransk vintage-butik åbnede i dag i Aalborgs midtby

Den franske forbindelse

At Frankrig bliver et løbende tema i MigogAalborgs samtale med mor og søn er ikke helt tilfældig. Britta Ostenfeld, Oliver Kaad og resten af familien har en helt særlig forbindelse til landet.

”Vi har besøgt Frankrig hvert år de sidste 20 år,” forklarer Oliver Kaad.

Familien har efterhånden opbygget et stort netværk og importerer vintagefundene hjem fra forskellige regioner i Frankrig.

Hvis man vil have en bid af den franske charme til sit eget hjem, skal man dog være hurtig: Alle varer er unika og med hyppig udskiftning i butikken, er det ikke til at sige, hvilke spændende fund, man kan gøre sig næste gang.

Følg med i No 5 Brocantes univers på Instagram og Facebook.

Hvad: No 5 Brocante
Hvor: Nørregade 21, st, 9000 Aalborg

Del artikel

Andre læser også