Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter stress: Tidligere verdenmester i poledance har fundet glæden som selvstændig

Af Nathalia Hentze Nielsen

“Der bor så mange spændende mennesker i Aalborg, som man aldrig hører om.”

Vi er midt i et interview med den lokale ildsjæl Camilla Behr Carlsen, da denne sætning falder.

Eksempler har hun nok af. Der bor blandt andet et kærestepar, der begge er danmarksmestre i wakeboard, og en tidligere stjerne inden for snowboarding.

Men hvad med hende selv?

Hvis du spørger os, er “spændende aalborgenser” en kategori som hun selv falder under, og det er også grunden til, at vi sidder overfor hende i dag i House of Concrete’s slidte sofa.

Camilla er nemlig mange ting. Hun er tidligere danmarksmester OG verdensmester i poledance. Hun har sammen med sin kæreste Jacob Lønskov stiftet House of Concrete (HoC), der i dag er en aktiv aalborgensisk forening, der tilbyder undervisning i bl.a. parkour, poledance og dans. Hun underviser også i poledance, og så er hun blevet selvstændig livscoach.

Vigtigst af alt er hun tilfreds med livet, og den tilfredshed og ro hun har fundet, er noget hun gerne vil give videre. Både i sit virke som underviser i HoC, men især i sin nye karrierevej som selvstændig livscoach.

Derfor giver det også mening, at vi sidder i HoC, fordi det er på mange måder her, at det hele startede. Her fandt hun den store glæde i at undervise.

“Jeg har undervist kvinder, der er gået fra at kigge nervøst ned i gulvet til at kunne stå og smile til sig selv i spejlet, når de danser,” fortæller Camilla.

“I tårnhøje hæle vel og mærke,” tilføjer hun og griner.

Et vendepunkt i Mexico

At hun i dag har fundet en karrierevej, der giver mening, er ikke nogen selvfølge.

For bare et par år siden brast drømmen om at køre HoC som en forretning, og Camilla endte med at gå ned med stress og depression. Træningshuset overlevede heldigvis, da medlemmerne omdannede den til en forening, men tilbage stod Camilla uden job og uden nogen plan.

“Jeg skulle ud og lede efter job under corona. Jeg ender med at sende over 100 ansøgninger uden at finde noget. Til sidst finder jeg et job som poder hos Falck og ender med at blive projektleder.

Her tjener jeg gode penge, men jeg har ingen tid til at bruge mine penge på noget, og for at være helt ærlig har jeg det pissedårligt,” forklarer hun ærligt.

Hun ender med at forlade Falck og finde et andet job i Skanderborg, der dog heller ikke rykker ved fornemmelsen af utilfredshed.

Vendepunktet bliver en solotur over 9000 km væk; mere præcist i Mexico, hvor Camilla tager på en pole-camp med en veninde, hun har mødt over Instagram.

“Jeg var der alene i 3 uger. Jeg fik meget selvindsigt ved at være væk fra det hele og mødte en masse inspirerende mennesker.

Da jeg kommer hjem, går jeg i gang med den helt store soul-searching for at finde mig selv igen. Jeg begynder at lytte til mange podcasts og tager 1000 forskellige personlighedstest, men jeg går stadig med den konstante frygt for at få stress og depression igen.

På et tidspunkt læser jeg om The Lifecoach School, som jeg vælger at blive certificeret igennem. Pludselig falder rigtig mange ting på plads for mig, og jeg begynder at føle mig glad igen,” siger hun.

Camilla blev færdig med uddannelsen i januar 2023, og nu hvor hun kigger tilbage, giver det rigtig god mening at netop coaching-faget er hendes rette hylde. Der er nemlig mange sammenfald mellem hendes træningsfilosofi i HoC, og måden hun er coach på.

Stor opbakning fra omgivelserne

Glæden lyser ud af Camilla, når hun taler om poledance, men som hun forklarer, har hendes fokus ændret sig over årene. Fra at elske poledance primært som sport, handler kærligheden nu mere om den 1-til-1 kontakt, hun har med folk på hendes hold.

“Det er den fedeste oplevelse at hjælpe folk med at opbygge deres selvtillid. På mine hold kommer de ind i et fællesskab, og jeg giver dem noget ros, de ikke modtager i hverdagen.

Tit kan folk ikke se deres egen udvikling og evner, og derfor forsøger jeg både på mine hold og i mine coaching sessioner, at få folk til at sig selv i det lys, jeg ser dem i,” fortæller hun.

Oftest kommer klienterne til hende med en følelse af utilfredshed eller utilstrækkelighed på trods af, at de har en lang række successer i livet. Det viser sig mange gange, at det er én bestemt ting de sidder fast i, som påvirker resten af deres liv.

“Det er det samme med poledance. Tit kæmper folk kun med én ting, men når de får fældet det ene træ, falder alt andet på plads,” fortæller hun.

Ud over at tilbyde individuel coaching er Camilla også ude at holde mange oplæg på skoler omkring mental trivsel og sundhed. Her knytter hun mindset og selvudvikling sammen med bevægelse og danseundervisning.

“Jeg vil også gerne arbejde mere med mental sundhed og fællesskaber til voksne. Børn ser op til voksne, og hvis de kigger på os og ser, at vi er stressede, oplever de heller ikke forandring,” understreger hun.

Selvom man fornemmer, at Camilla er sikker på sig selv og sit fag, har det ikke været en helt frygtløs indtræden i det nye fag.

“Jeg havde en frygt til at starte med. Jeg synes selv, jeg er god til poledance, men i og med at jeg har et anderledes perspektiv på coaching, der er ikke-sprituelt og no-bullshit, var jeg bange for, hvordan folk ville møde mig.

Heldigvis har jeg haft den helt modsatte oplevelse. Jeg har fået så meget opbakning, og jeg er glad for, at der er plads til, at jeg både kan være dybt professionel og danse slutty poledance,” siger hun med et glimt i øjet

Del artikel