Fra præst til kaffebar-ejer: En sidste forhindring forsinker Anes nye kaffebar

Arnessted kaffehus annoncerede for nylig sit indtog i de velkendte lokaler, som tidligere husede deKarl i hjertet af Aalborg.
Sidst vi snakkede med dem, manglede de dog stadig godkendelsen fra kommunen til at ændre lokalerne fra en tøjbutik.
Men i denne uge har kaffehuset fået gode nyheder, da de har modtaget den længe ventede kommunale tilladelse.
”Vi er så glade for at kunne fortælle, at vi nu har fået tilladelsen fra kommunen på plads,” fortæller Ane Sund Katborg, som er medstifter af Arnessted kaffehus.
Dermed kan ejerteamet nu skrue op for tempoet på de sidste forberedelser, inden de håber på at holde den officielle åbningsdag den 28. november.
Læs også: Bagværk og kaffe af den bedste kvalitet: Nyt kaffehus rykker ind midt i Aalborg En sidste detalje mangler
Selvom det meste er parat, mangler der stadig en vigtig detalje: strømmen til ovnen.
”Vi har et lille problem, som vi arbejder på højtryk for at løse. Der mangler strøm til ovnen, så vi skal have nogle elektrikere ud for at trække noget mere strøm,” fortæller Ane til Migogaalborg.
Kaffebaren er afhængig af, at ovnen kan køre, så de kan bage eller opvarme bagværk til åbningsdagen.
Ejerteamet arbejder på højtryk for at få det tekniske på plads, så de kan åbne som planlagt den 28. november.
Kvalitet og hygge i højsædet
Arnessted kaffehus bliver en hyggelig og kvalitetsorienteret kaffebar, hvor byen kan samles over gode bønner – et sted, der både byder på ro til en kop kaffe alene og rammerne til hyggelige stunder med venner og familie.
Kaffebønnerne leveres fra kafferisteriet Holy Bean på Fyn, teen fra Perch, Sodavand og øl fra Ebeltoft Bryghus, juice fra Depanneur og vin fra Sigurd Müller.
Derudover leveres ”high-end” bagværk til kaffehuset fra Vejgaard Bageri.
Hele familien med i projektet
Teamet bag kaffebaren, der også består af en hel familie, har talt længe om at skabe et sted, der kan være mere end blot “et sted at drikke kaffe”.
Det er Ane Sund Katborg, hendes mand og deres børn, der sammen har været med til at stable byens nye kaffebar på benene.
Det fortæller Ane med stolthed i stemmen, da Migogaalborg får et sneakpeek ind i de nye lokaler.
“Vi havde jo aftalt, at hvis lige præcis de her lokaler en dag blev ledige, så ville vi springe ud i det,” fortæller hun.
Og dét forstår man i den grad, når man først har oplevet eftermiddagssolen i hjørnet af Algade og Gravensgade.

Om det er de højere magter, der har givet Ane idéen til en kaffebar på netop denne adresse, er ikke til at sige.
Men med hendes virke som præst – når hun altså ikke er ved at åbne en kaffebar – kan man næsten ikke være i tvivl.
Væggene er malet i den smukkeste grønne farve, der går igen i hele kaffehuset.
Bordene er massiv egetræ, som Ane – eller Arne, som de kalder hende – og hendes mand Ulrik har samlet sammen fra diverse auktioner op til åbningen.

Herefter har de fået en upcycling af Ulrik og hans søn, der i disse dage sliber og tørrer af til den helt store guldmedalje for at gøre alting klar til åbningen.
Også datteren har været inde over kaffebaren.
Hun har nemlig malet den smukke trappe, der går op til anden sal, hvor gæsterne også vil kunne nyde en kop kaffe og lidt lækkert bagværk.
Det er altså tydeligt, at Arnessted kaffehus er et familieprojekt, der skabes med kærlighed.
Familien vil gerne skabe en social oase, hvor kvalitetskaffe, bagværk og en afslappet atmosfære mødes.
Åbningsreception og skarpe åbningstilbud
For at fejre åbningen inviteres aalborggenserne til åbningsreception fredag den 28. november fra kl. 12 til 15.
Her inviterer de indenfor til bobler og snack, så besøgende kan nyde lidt lækkert i hyggelige rammer.
Som et særligt tilbud giver kaffehuset halv pris på kaffe til de første 50 gæster, der besøger dem på åbningsdagen.