Fra MGP-stjerne til Danmarks første dronning: Aalborg-pige i fornemt selskab i ny serie

Nogen vil måske huske hende som vinder af MGP helt tilbage i 2001.
Siden har Sisse Marie Søby udgivet adskillige singler og opbygget en karriere som både skuespiller og model, mens barndomshjemmet i Klarup er skiftet ud med Los Angeles.
Hun har været med i flere store amerikanske produktioner – blandt andet Zack Snyder-projekterne Rebel Moon.
Nu er der nyt fra det aalborgensiske multitalent.
På Facebook afslører Sisse Marie Søby, nemlig, at hun er med i den kommende serie Bloodaxe på Prime Video.
Serien er skab af Michael Hirst, der blandt andet er kendt for serierne Vikings og The Tudors.
Og Hirst er blevet i vikingegenren med Bloodaxe, der efter sigende skal fortælle den sande historie om en af det 10. århundredes legendariske vikingekrigere, Erik Haraldsson – bedre kendt som Erik Bloodaxe eller på dansk: Erik Blodøkse – samt hans magtfulde hustru Gunnhild, “Mother of Kings”.
Læs også: Fra MGP til Hollywood: Det laver Sisse Marie i dag Sisse Marie Søby kommer til at spille en af hovedrollerne som Thyra Danebod – Danmarks første dronning.
Og hun kommer i fornemt selskab. Blandt andet med den danske skuespillerlegende Jesper Christensen, der spiller Norges første konge, Harald Hårfager.
Rollen som Erik Bloodaxe spilles af den australske skuespiller Xavier Molyneux.
Serien ventes at få premiere i løbet af 2026.